Hovedkulter og arketyper

Af Jeanne Cordua

Som man kan se i artiklen om rundkirker, har vi også på Bornholm vores del af mærkelige, ældgamle og (højst sandsynligt) hellige hoveder. Læs her menupunktet: "Hoveder på kirkerne" til venstre.

Hovede af mand eller løve

Å kirke

Hovede, Ny kirke

 

Hovede, Pouls kirke

detalje

Hvad var der så med de hoveder?

At de var sæde for visdommen, var jo naturligt nok – og man hævder også, at Tempelherrerne tilbad et hovede, kaldet Baphomet – andre hævder, at det var Johannes Døbers hovede, man tilbad. Johannes Døbers hovede optræder også i visse Gralssagn som en af de mystiske genstande, der var knyttet til Den Hellige Gral: et fad (som sagt ofte med et hovede, svømmende i sit eget blod), en lanse, ofte tilknyttet den Hellige Longinus, der gennemborede Kristi side (denne lansespids drypper også af blod – der er masser af blod i Gralssagnene) og et spyd, samme symbolik som lansen.

Blodet var den magiske substans, det evigt kvindelige – man troede i tidligere tid, at børn blev skabt af kvinders menstruationsblod, og Gralen er frem for alt et kvindeligt symbol. Den stod for den kvindelige side af det guddommelige (Moder Jord), ofte symboliseret i keltiske Gralssagn ved jomfruer, der bevogtede brønde.

Men hovedet har også andre og ældre myter tilknyttet. Således var det blandt kelterne, at man fandt den største hoveddyrkelse – og en del af Gralssagnene er netop keltiske af afstamning. Hvad i alverden har det at gøre med Bornholm, kan man spørge? Man hævder, at visse af øens kirker har en vis keltisk indflydelse i arkitekturen, bl.a. den gamle Østermarie kirke. I England og Skotland kendes der også masser af hoveder på kirkerne, de såkaldte "grønne mænd" – igen et symbol, der oser af frugtbarhedskult!

Nordisk mytologi har også sit eget berømte hovede, nemlig Mimers afhuggede hovede, som Odin læste runer over for at gøre det levende igen (Mimer var berygtet for sin skarpe tunge og sit vid, derfor blev han et hovede kortere…). Mimer havde også en brønd, visdommens brønd ved foden af livets træ, Ask Yggdrasil.

Til nærmere studium af nordisk mytologi (og andre) kan jeg anbefale følgende link:

Men da jeg så læste om Odin, var der andre mytiske detaljer, der faldt mig i øjnene.

Læser man Hávamál (sagaen Den Højes Tale) fortælles om Odin, at han for at vinde visdom og kendskab til runer, hængte sig selv på et træ i 9 nætter, han ofrede sig selv for visdommen. Endvidere ofrede han sit ene øje i Mimers brønd for at vinde indsigt om de skjulte verdener (ikke i disse vers).

Her er teksten:

138)
Jeg ved, at jeg hang på vindhærget træ
ni hele nætter
med spyd-vunder og viet Odin,
selv viet mig selv,
oppe i træet, som ingen ved
af hvilke rødder randt.

139)
Ej hånd rakte brød mig, horn ej heller,
ned retted jeg øjet, tog runer op,
op under råben, faldt atter ned.

140)
Fik fimbulsange ni af den navnkendte søn
af Båltorn, Bestlas fader.
Og en drik jeg fik af den dyre mjød,
øst af Odrerir.

Minder det om noget? Ofring af en guddom? Måske vil nogen protestere, men det er da tankevækkende, at Jesus hang på korset indtil "den niende time". Læs selv Markus 15.34, Mattæus 27.46 og Lukas 23.44. Når dette fremhæves 3 steder, må det have en betydning.

Tallet 9 i symbolsk forstand kan kaldes fuldkommengørelse. Nemlig 3 x 3. Tre står for manifestation, en idé, en handling – og et resultat. Fader, Søn, Helligånd – eller mere prosaisk: far, mor og børn.


Øjet, der blev ofret, mindede mig også om de gamle ægyptiske guder.

(En gud på ægyptisk var ikke en Gud, men en "naturkraft" eller engel, om man vil. Det ægyptiske ord var "neter" – uden at vi dog idag kender vokalerne. Hieroglyffer blev kun skrevet med konsonanter og tegn. Måske er Neter sidenhen blevet til Natur???)

Isis (den store moder) fik sønnen Horus (den nyopstandne sol, den nye konge) med Osiris (den genopstandne).

Osiris var engang en elsket konge, søn af de himmelske guddomme Geb (jord) og Nut (himmel), gift med sin søster Isis.

Hans bror Set var jaloux på ham og myrdede ham. Isis sørgede meget og vakte sin mand til live, men forinden var han blevet hakket i 14 stykker, og hun måtte samle ham igen. Uheldigvis manglede en væsentlig del af Osiris… Men Isis udøvede sin magi og avlede alligevel sønnen Horus med ham. Horus hævnede sin fader og kæmpede mod fjenden Set.

Osiris er således den genopstandne gud over det himmelske dødsrige (Duat), hans hustru Isis føder sin søn (gudens søn) ved en art jomfrufødsel. Mange steder ses statuer af Isis med Horusbarnet, og det er almindeligt accepteret, at i Romerriget, hvor der var en stor Isisdyrkelse omkring Kristi fødsel, overtog man disse myter og "genbrugte" dem i myterne omkring Kristus.

Den eneste forskel er, at de gamle ægyptere kaldte myterne for myter, mens de kristne har hævdet hårdnakket, at disse myter skulle være historiske begivenheder!

Anubis vejer den dødes hjerte ved dommens dag (efter ethvert menneskes død) – og er hjertet (altså éns samvittighed og gerninger i livet) ikke lettere end Maats (retfærdighedens og sandhedens) fjer, ryger man ned til uhyret Ammit og bliver spist. Man genfødes i den materielle verden. Men består man prøven, er man værdig til det evige liv blandt stjernerne i "Ra's båd af millioner af år".

Ønsker man at studere de gamle ægypteres fascinerende kultur og religion nærmere, er her et godt og seriøst link, dog kun på engelsk: 
Ancient Egypt – Guardian's Egypt – Main Gate

Da Horus blev voksen, ønskede han at hævne drabet på sin fader, og han indledte en stor kamp mod Set (Set, der sidenhen blev Den Store Modstander = Satan hos de kristne), uvejret og alle modsætningers neter. Under denne kamp, der også kan ses som lys x mørke, gammel tidsalder x ny tidsalder osv… mistede Set sine testikler, og Horus mistede sit ene øje. Dette øje, der ofte også kaldes Ra's øje eller i begravelsessammenhænge et Udjat/Wadjet-øje, var helligt og symbolet ses herover. Øjet var en vigtig del af den ægyptiske visdomslære, da Thoth (visdommens neter, skaber af hieroglyffer og det Ord, der satte verden i bevægelse – tankevækkende…. Læs begyndelsen af Johannes-Evangeliet!) gav Horus sit øje tilbage efter kampen.

Der er meget at sige om dette øje, også i matematisk henseende – ægypterne elskede astronomi / astrologi, hele deres verden kredsede om at forstå begrebet TID – både til forudsigelse af Nilens oversvømmelser for landbrugets skyld – det gamle Ægypten var frem for alt et landbrugsland – men også til forståelse af deres egen ældgamle kultur. Se iøvrigt linkssiden til gode links om det gamle Ægypten!

 Hvad kan konkluderes af alt dette? Sagn og fortællinger er ikke bare arvegods for én bestemt religion, de kan krydse over tid og rum – de er i højeste grad arketypiske, og lærer vi at forstå dem, har vi en vej ind til forståelse af os selv. Her kan jeg bl.a. anbefale:

Santillana & von Dechend: Hamlet's Mill, Godine Publishers inc, 1969 (nyeste udgave 1998). Uddrag kan læses her. (på engelsk).

Jeg har desværre kun kendskab til bogen på engelsk.

Man kan vel på mange måder sige, at vores forfædre var i betydeligt bedre kontakt med naturen end vi selv er. Jeg tror, det er nødvendigt, at vi igen får sans for tidens og naturens gang, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at få sjælelig sundhed tilbage. Se på samfundene omkring os idag – krige og nød har der altid været, naturkatastrofer ligeså – men den fremmedgørelse, det moderne menneske lider af og den kynisme, der følger i kølvandet, kan bl.a. give grobund for tidens mange konfrontationer mellem det strengt materialistiske og det strengt fundamentalistiske. Ingen synes at huske, at BALANCE måske er nøgleordet, mellem alt liv, mellem det foroven og det forneden, som også de gamle lærte os (de gamle ægypteres gudinde Maat stod for balancen, det retfærdige, sandheden og var begrebet, der skulle gennemsyre hele faraos, den store præstekonges styre). Balance er af yderste vigtighed, ikke kun for at bevare naturen, men også mellem mand og kvinde. Elsker vi livet og hinanden, går vi stik imod det, alle ekstremister ønsker.

Jeg tror, nutidens mennesker har meget at lære endnu af deres forfædre!