Plantelivet

En grøn og frodig natur

Der er et rigt planteliv på øen, og kyststrækningerne på Nordbornholm er især præget af klipperne.

Hvis vi begynder i det tidlige forår, har vi på øen hele 4 arter anemoner: Den blå, den kendte hvide og dens gule fætter og endelig den såkaldte blegblå anemone (anemone appennina). Denne anemone mente man længe kunne være et relikt fra før sidste istid, da anemonen normalt kun findes i Europa syd for Alperne, nemlig omkring Appenninerne. Men nyere undersøgelser peger på, at adelsmanden Peder Oxe i 1500-tallet kan have indført blomsten til Maglegård i Østermarie sammen med mange andre eksotiske planter. Læs mere om anemonen her.

Her er et foto af blomsten, som jeg har taget et sted på Nordbornholm.

Ellers er øen også kendt for sine såkaldte ”bornholmske orkideer”, nemlig gøgeurter af arterne maj-gøgeurt, plettet gøgeurt o.a. Igen er her et godt link.

Se mit foto af maj-gøgeurt (tror jeg nok) her:

I det tidlige forår kan man også nyde synet af tusindvis af blomstrende kirsebærtræer (fuglekirsebær) overalt på øen og ligeledes masser af blomstrende mirabeller. Senere på sommeren, i juli og august, kan man så nyde de søde frugter – en glæde for mangen turist.

Der findes mange gamle lægeplanter og andre sjældne planter, specielt i området omkring Hammershus. Her kan nævnes aks-ærenpris, bulmeurt, cikorie, dorothealilje, dværgmispel, døvnælde, enblomstret fladbælg, farvevajd, fingerbøl, glat burre, havrerod, ingefær, kalmus, katost, kongelys, kørvel, læge-kulsukker, nikkende fuglemælk, orientalsk takkeklap, sand-lucerne, skarntyde, sort radeløv, svalerod, sæbeurt, tarmvrid-røn, tornet tidsel, trekløft-stenbræk, vedbend-torskemund og vrietorn.

Jeg kan i øvrigt anbefale bogen ”Blomster i Borholms Natur”, udgivet af Natur Bornholm i 2003, en god guide for den interesserede turist og lokale med mange fotos, delt op efter lokaliteter. Bogen er samtidigt tekstet på svensk, tysk, engelsk, polsk – og de bornholmske plantenavne er også med, de kan være ganske underholdende.