Skibene i tågen

af Jeanne Cordua

Han nød at være på Christiansø. I årevis havde han læst alt,hvad han kunne få fat i om dr. Dampe og hans politiske fangenskab, og nu havde han lejet sig et værelse, ikke større end én af de gamle celler,i hele 14 dage.Her skulle han hygge sig ganske alene. Konen og børnene havde han sendt til Gambia – de gad ikke spendere ferien her i landet. Sol skulle der til hos dem, de havde ikke øje for farverne her iandet i maj måned. Det havde han vel egentlig heller ikke selv, københavnerdreng som han var – men her!… Jo, han forstod godt, at man kunne blive maler af at bo på Christiansø – sikket lys og sikke farver (var det ikke også det, der altid stod nævnt i turistbrochurerne?)!

Nu skulle der skrives. Han tog sin bærbare PC'er frem og satte den på det diminutive skrivebord. Han kastede et sidste blik ud adit vindue på havet, der skinnede klart og blåt i den stille forårseftermiddag. Han kunne høre mågernes evige skrigen og under sit vindue snadren af en edderfugl. Hvem kunne vide – i morgen lå der måske én på æg lige udenfor hans værelse – sådan noget fortalte folk jo, at edderfuglene gjorde! Nå, men til værket. Denne politiske uretfærdighed, dette oprør- her skulle der skrives en roman om eneren, der trodsede almagten med stærke paralleller til alle de overgreb, der blev begået modenneskeheden idag… han blev grebet af sit arbejde, en gammel '68-rebel med begyndende hentehår og fast arbejde, men med et sind, der brændte lige så stærkt for de undertryktes sag nu som dengang.

Men hvad var det? Tågehornet? Han kiggede op fra sin skærm og tog brillerne af for at se bedre. Hvor i alverden var solen blevet af? Nu var det tåge, tæt havtåge, og han kunne end ikke se over til Frederiksø. Og så det tågehorn – den enerverende lyd, der rungede ud over havet som en syg ko! Han blev sur. Med et smæld lukkede han låget til PC'eren og satte den ned ved siden af sengen. Hvem pokker kunne skrive i denarm? Måske ville det være en idé at gå sig en tur, arbejde kunne der ihvertfald ikke blive tale om lige nu.

Så han tog gummistøvlerne og jakken på og gik udenfor. Hmm… måske var vejret slet ikke tosset til at samle inspiration i? Denne uigennemsigtige gråhed, en havresuppe uden lige, var det ikke netop et glimrende billede på statsmagtens åndssløvhed dengang som nu? Han trak vejret dybt ind, et smil spillede om hans læber og han begyndte at gå. Hans fodtrin gav genlyd på de toppede brosten på gaden, og i tågen, der blev tættere og tættere, kunne han ikke se, om der var andre ude end ham selv.

Han gik ned forbi soldaterhytterne og helt ud på Kongens Bastion nede på sydspidsen af øen.Han trak vejret dybt, lagde armene over kors hen over den svære stenmur og mærkede solvarmen i stenene gennem jakken. Han kiggede sig omkring, så de rødlige klipper og de små blomster, der piblede frem alle sprækker og revner. Her var jo dejligt. For sig selv begyndte han på en ny indledning til sin fortælling om dr. Dampe: "Og i de år, da enevældens tåger svøbte sig om puslingelandet Danmark, mens tordenen fra den franske revolution endnu dønnede gennem Europas korridorer…" Tordenen? Jamen han kunne da høre en fjern torden? Hvor kom den fra? Han spejdede opad, men himlen var ligeså farveløs grå som for et øjeblik siden. Og selvom han anstrengte sine øjne, kunne han intet se gennem tågen. Og dog… En skygge… og dér: én til… Der var jo mange! Og det var skibe! Store skibe, der lå tungt i søen – hvad søren lavede de dog dér? Nu kunne han også høre maskinerne, og det forekom ham, at der var en masse mennesker ombord – dækkene på de nærmeste myldrede af folk. Underligt, forresten – hvordan kunne han se alle de mennesker, når skibene var temmelig langt væk fra øen? Eller var de nu det? I tågen kom og gik skibene, han havde svært ved at afgøre, hvor eller hvor mange der egentlig var derude.

Og nu hørte han en anden lyd. En lyd, han kendte godt. Som nabo til Kastrup Lufthavn var han nærmest vokset op med lyde fra alle mulige slags fly, og det her var propelmaskiner – der var mere end én, og de fløj lavt. Uvægerligt kiggede han op i luften. Kors! Hvad i himlens navn var det her? Bombemaskiner? Hvor kom de dog fra? Der var mange, rigtig mange, ihvertfald over tyve… og nu…Nejj! Ikke det! De bombede… de bombede skibene, han stod dér og hørte den skingre hvinen fra de faldende bomber, så vandsøjlerne, der rejste sig, mærkede lugten fra brandene og hørte…Skrig. Frygtelige, afmægtige skrig fra mennesker i nød, stuvet sammen på alt for lille plads, ude af stand til at flygte… Og i ét absurd sekund forekom det ham, at han var OMBORD i ét af bombeflyene og så ned over et skib, og så…

Han løb skrigende ned over bastionen, faldt over en sten og slog sit ene knæ, løb videre gennem tågen, ind ad gaden – stadig var der ingen mennesker at se – hvor var de dog henne allesammen? Hen til forvalterens hus og dundre på døren, mens lungerne gik som blæsebælge på ham.

Forvalteren kom ud. "Ja, hvad er der i vejen?" spurgte han venligt, men lidt træt. "Det er skibene! De synker! Der er nogen, der bomber derude!" stønnede manden. "Hvad for noget? Er De helt sikker? Vi har da ikke hørt noget her?"

"Ja… ja! Kom selv og se!" Manden trak forvalteren i ærmet.Det haster – de er ved at dø allesammen – det er meget værre end i fjernsynet! I må få fat i brandvæsenet, Falck, CF – men tag nu og skynd jer, ikke?"

Forvalteren og manden løb hen ad gaden, efter dem kom folk ud af husene, flere havde lige rejst sig fra aftensmaden – én kom medt kyllingelår på en gaffel, én tyggede stadig på sin ostemad – lige med ét var øen fuld af mennesker.Nede på Kongens Bastion standsede manden op og pegede ud over havet. "Kan De ikke se det?" råbte han. "Er det ikke frygteligt? Så gør dog noget, menneske!"Forvalteren stirrede ud over havet med hånden over øjnene.

Omkring ham stod øens befolkning, alle var helt stille. Og pludseligik det op for manden, hvor stille der var. Han vendte sig om. Ude på havet var der intet at se. Blikstille vand så langt øjet rakte, det eneste, der bevægede sig var tågebankerne, der kom og gik. Og de eneste lyde, der var at høre, var hans eget åndedræt og tågehornet. Det elendige tågehorn. Uden et ord forlod alle de omkringstående ham. Forvalteren sendte ham et skævt smil, da han løftede hånden til hilsen og gik hjem til sig selv.

Han var tappet for energi. Han fattede intet. Igen og igen stirrede han ud over havet, han forsøgte at få tågebankerne, mågerne, hvadsomhelst til at ligne de skibe, han lige havde set. Hvorfor ville de nu ikke det? Og hvorfor ville tågehornet ikke lyde som bombemaskinerne fra før? Kunne han virkelig have drømtet hele? Han havde da aldrig oplevet sådan noget i hele sit liv? Så satte han sig ned på stenene. Med hovedet i hænderne begyndte han at græde, de menneskers skæbne var mere end han kunne bære. Og han græd over sit liv, sine forfatterdrømme, sit ægteskab, indtil der ikke var flere tårer tilbage. Han gik hjem.

På værelset satte han sig ned. Han tog sin bærbare PC'er frem og satte den på det diminutive skrivebord. Han måtte vel hellere se at komme igang. Hvordan var det nu det var? Åh jo, "Og i de år, da enevældens tåger…" – rend og hop! Han kunne ikke få synet af de synkende skibe ud af hovedet, lugten af brændende olie og skrigene…

Han klappede sin PC'er sammen og satte den ned ved siden afengen. Så lukkede han klædeskabet op og tog en whiskyflaske frem. Han skruede proppen af og hældte op i sit tandkrus, til det var fuldt. Så lagde han sig på sengen med den ene arm bag hovedet, og tankefuldt gav han sig til at nippe til whiskyen. Og stadig tudede tågehornet.

* * * * *

Næste formiddag, da han med vaklende skridt gik ned ad trappen til hotellet og smed den tomme whiskyflaske i affaldsposen nedenfor kroen, skinnede solen igen. Han skærmede med hånden for øjnene og bandede sin hovedpine langt væk, og ganske langsomt begav han sig henod købmanden for at købe sig en pakke smøger og et eller andet at spise. Folk kiggede på ham, men han sagde intet, og der var ikke nogen,er sagde noget til ham. Så var det hans tur. Han fik sine varer og gik ud i solen igen.Der var én, der rømmede sig bag ham.Han vendte sig om og fik øje på en gammel fisker. "Hvad vil De?" spurgte han. 
Den anden så ned i jorden. "Det var dig med skibene i aftes, ikke?"
"Jotak, hvorfor det?" Han følte sig straks på vagt.
"Hvis du vil komme med mig ud til bastionen, så skal jeg fortælle dig noget."

Manden fulgte efter fiskeren ud til bastionen, hvor han havde stået aftenen før. Nu var der varmt, smukt og ganske udramatisk i solen. Fiskeren satte sig ned. Han satte sig ved siden af ham."Ser du, københavner," begyndte fiskeren. "For tyve år siden så jeg det samme som dig. Jeg kunne heller ikke lide det."

"Jamen, gjorde I ikke noget? Kunne I ikke redde de arme mennesker – og hvem bombede dem? Hvorfor?"
"Nej, vi kunne ikke redde dem. De var der nemlig ikke."
Manden rejste sig op. "Hvad mener du med: de var der ikke? Jeg så dem jo selv!" Fiskeren så igen ned i jorden, men han talte tydeligt og langsomt. "Også jeg så dem den 9. maj ved 9-tiden om aftenen. Også jeg oplevede det russiske bombardement af flygtningeskibene." "Hvad for noget?" Russere? Flygtninge? Åh hold nu op – vi har jo både Glasnost og jeg ved ikke hvad!" "Ikke i 1945. På den dag, den 9. maj 1945, bombede cirka 25 russiske flyvere næsten 50 skibe med tyske flygtninge her ude på havet mellem øen og Svaneke. Ingen overlevede."

Det, du så, er et genfærd, en lomme i tiden, skabt af al den lidelse, som blev forårsaget derude." "En flyvende hollænder?"
"En slags. Skriv du om det, min ven."
Fiskeren vendte sig om og gik sin vej.
Tilbage stod manden og stirrede ud over havet.


Bragt i Bornholmeren, lørdag den 11. januar 1992.