Oprørets børn – smagsprøve

af Jeanne Cordua.

Så lukkede han den tunge port til tårnet op og gik stille indenfor. Han hørte en stønnen nede fra et tilgitret vindue, så lød der en rå mandestemme, og derefter et halvkvalt skrig.
Mads mærkede de små hår i nakken rejse sig – var det Moer Anna, der skreg sådan?
Så fik fangevogteren øje på ham. "Hvad vil du her, unge?" råbte han. "Ved du ikke, der ikke er adgang hertil for hvemsomhelst?" "Æh…" mumlede Mads. Så hørte han Jens Kofoed komme ind ad porten bagved sig.
Fangevogteren råbte igen: "Hvem der?", men i et spring var kaptajnen over ham, holdt sin rytterpistol ind mod hans hals og hvæsede: "Hvor har I den gamle kone? Svar mig eller…"

KAPITEL 1

Mads skuttede sig mod aprilregnen, da han småløb ned mod Sandvig havn med sin pakke under armen. Han skulle ned til skibshandelen med forskellige vigtige breve for sin herre, Poul Ancher, sognepræst i Rutsker og Hasle. Hvad der stod i brevene, interesserede ham ikke. Derimod ville det være dejligt, hvis han kunne redde sig en dram i butikken – for hvor var det dog koldt! Han trak sine trøjeærmer ned over fingrene og gned fugten af næsen med ærmet. Præstens hest stillede han i ly af nogle træer, inden han begav sig til fods det sidste stykke.

Oppe på toppen af bakken ovenfor havnen så han sig omkring. Der var en masse små bindingsværkshuse, der lå og puttede sig i ly af bakken, net hang til tørre udenfor, og her og dér stod der et par får eller geder. I det fjerne gøede en hund. I havnen var der ikke mange skibe, men et par fiskerbåde lå og var ved at losse.

Nå, dér lå skibshandelen. Han skyndte sig ned, smuttede indenfor og kiggede sig nysgerrigt omkring. Der stod en flok mænd henne ved disken, de snakkede lavmælt om et skib, der var set her til morgen på den anden side af Hammeren. Han forsøgte at høre hvad de talte om, men da han gik hen imod dem, tav de stille. En ældre mand med fuldskæg stod op ad disken og bakkede på sin pibe, da han fik øje på Mads. Så tog han piben ud af munden og henvendte sig til ham.

"Sig mig engang, er du ikke dreng hos præsten i Hasle?"

"Jo." Mads nikkede. "Og jeg skal aflevere denne her pakke til skibshandleren – hvor finder jeg ham?"›

"Det er mig." Den skæggede mand tog pakken. "Har du salmebøger til os?" Han lo. Så kiggede han ned ad Mads og spurgte: "Jeg synes, du halter, dreng – hvad har du lavet?"

Mads kiggede ned på sin højre fod. Han kunne stadig se arret ovenover den halm, der stak ud af træskoen. "Jeg trådte op i et fårehegn, da jeg var lille," svarede han.

En anden mand bøjede sig lidt forover og så på foden. "Nå, men det kan jo komme dig til gavn, den dag du bliver gammel nok til at springe soldat!" Og så lo han.

De andre mænd lo med og vendte Mads ryggen, hvorefter de begyndte den lavmælte snakken igen.

Mads spidsede ører. Der var noget med det skib, der var på vej – var det en svensker? Det løb ham koldt ned ad ryggen. Var Bornholm blevet besat igen – hvad var det nu, Poul Ancher havde fortalt? Jo, præsten i Svaneke havde netop bedt for det svenske kongehus et par dage før, den 25. april 1658…

Mads undrede sig. Altså måtte Bornholm været blevet svensk? Jamen han mente da selv, at han var dansker – hvem skulle man egentlig tro på?

Han satte sig ned. Det svimlede en smule for ham, han var træt, sulten og kold – og nu var han også bange. Lidt havde han da hørt om svenskerne – ville det blive lige så slemt som i 1645, dengang de var her sidst?

Så rakte skibshandleren ham endelig en snaps. "Her, skyl den ned, dreng," sagde han. "Du ser ikke for godt ud – I mærker nok også sulten selv nede i præstegården?" Og han smilede venligt til ham og strøg ham over hans stride, lyse hår.

Mads nikkede. Det havde været en ækel vinter, kold og lang, med sne og islagt hav fra lige efter nytår. Næsten intet brødkorn tilbage, ingen fisk, kun saltet kød og det hårde bygbrød, der var blandet op med mærkelige kerner af alle mulige slags. Poul Ancher sagde ingenting, men Mads kunne godt se, vinteren også havde tæret på ham, selvom han endnu var en ung mand.

Så rejste han sig op og sagde tak for snapsen. Han måtte vel hellere se at komme afsted, hvis han skulle nå hjem inden det blev mørkt.

Udenfor kunne han se, at isen langt om længe var ved at bryde op ude nordpå, og da han vendte sig om, så han et stort skib som var ved at lægge til i havnen. Jo! Det havde svensk flag!

Uden at tænke nærmere over det stillede han sig i læ af en stor tønde, hvor han kunne undgå at blive set. Støvregnen gjorde igen hans fingre iskolde, og han puttede dem i sine bukselommer. Nå, der var hul i den ene – hans hånd ramte låret, der føltes lige så koldt som alle fingrene. Han gned hånden mod sit ben og kiggede nærmere på de mennesker, der nu gik fra borde.

Hjertet sprang op i halsen på ham. Det var soldater – og heste – og der var rigtig mange af dem! Og dér – en kraftig mand kom gående som den sidste ned ad landgangen med en kvinde, sikkert hans kone, og en flok små børn. Mandens mine var stolt og selvsikker, og kvinden bar det mindste af børnene i favnen, mens hun skærmede den lille mod det kolde vejr ved at putte barnet ind i sin kappe.

Hvem var de mon? Pludselig mærkede Mads en hånd på sin skulder, og han vendte sig om med et ryk. Det var skibshandleren.

"Se dér, og husk synet, dreng," sagde han. "Nu bliver vi besat af svenskerne. Nu er freden forbi." Han sukkede. "Skatter, udskrivning af soldater til deres evindelige krige – hør, hvor gammel er du egentlig?"

"Jeg er 15."

"Ja, så er du stor af din alder. Har du nogen søskende, en far og mor, eller andre, du kan gemme dig hos?"

"Nej, de døde allesammen under pesten i '54. Der er kun mig tilbage." Han så ned et øjeblik og tilføjede så: "Men jeg har det godt hos præsten. Han har også lært mig at læse."

"Jamen det var da fint. Hvad hedder du forresten?"

"Mads – Mads Pedersen."›

"Godt, Mads. Skynd dig nu hjem til Hasle og fortæl, hvad du har set her idag – jeg er helt sikker på, pastor Ancher vil være interesseret i det. Og forresten, husk at hilse fra skibshandleren!"

Mads nikkede og samlede sin trøje om sig, mens han løb op over havnebakken for at finde hesten.

Men skibshandleren blev stående bag tønden for at indprente sig alle de oplysninger, han kunne få om skibet der netop var ankommet, den 29. april 1658, med øens nye kommandant, Johan Prinzensköld.