Svanens mysterium – smagsprøve

af Jeanne Cordua

"Hal sejlet ned! Hal sejlet ned!" Göran stod ved masten på den lille båd, og her udenfor skærgårdskysten var stormen ved at ramme dem med fuld styrke. De måtte ind til land nu, for enhver pris. Det blæsevejr, de havde haft ind fra nordvest hele dagen var pludselig slået om i sydvest og blevet stærkere, og de var blevet presset ind i en del af den vestsvenske skærgård, han ikke kendte. Runde, fyrrebevoksede klipper stod op omkring dem, men intet sted var der spor af mennesker. Göran fortrød nu, at han havde været overmodig og sejlet for længe, men han mente jo, at de skulle kunne nå op til Onsala-halvøen før aften. Dér havde han ligget engang, der var en god, naturlig havn helt inde. Men det var ikke her…

Marja sad og klamrede sig til roret, det eneste sted, hvor hun var nogenlunde sikker. Hun havde surret sig fast til toften, og hun var efterhånden helt følelsesløs af kulde, mens sø efter sø slog ind over hende. Svend sled og halede i tovværket, han havde tabt årerne, da stormen drev dem ind over de første lave skær.

"Jomfru Maria, frels os alle," bad Marja for sig selv og sendte tankerne til den amulet, hun bar om halsen. "Lad os ikke dø sådan her, ikke i denne frygtelige storm." Hun forsøgte at se fremad gennem mørket, der blev tættere og tættere – og dér – var det ikke en flad kyststrækning? Hvis hun havde turdet, havde hun sluppet sit tag i roret for at skygge for det piskende slud, der næsten blindede hendes udsyn. Jo, nu var hun sikker. "Land!" råbte hun.

 

1. Mødet på vejen.

Svend sukkede tungt og lænede sig op ad kirkegårdsmuren. Inde bagved, i afdelingen for de spedalske, havde han set det sidste glimt af Astrid, han nogensinde ville få.

Nu havde hun fred. I tolv år havde han tænkt på hende, den eneste kvinde, han nogensinde havde elsket – eller ville komme til at elske, for den sags skyld. Så blev hun spedalsk, og han havde måttet hæve trolovelsen og lade hende gå, smedens dejlige datter fra Østerlars. For syv år siden havde han fået et glimt endnu af hende, dengang hans broderdatter Sigrid skulle til Mikkelsdagsmarked for at finde en gave til trolovelsen med Regnar fra Eriksgården.

Han smilede ved sig selv. Nu var Sigrid en gift kone oppe i Vestermarie, hun og Regnar havde allerede tre børn, og et til var på vej. Dengang, i hendes ungdom, havde hun været med på alle hans ideer om riddere og spændende skatte i fjerne lande, og han tænkte med gru på dengang, den onde munk havde bortført hende og nær fået hende dødsdømt som heks.

Næh…. eventyr var for mænd, det var nu hans mening. Og hvordan mon gode, gamle Göran fra Skanør klarede sig sammen med korsridderne? Han tænkte it på sin bedste ven, og i sit inderste ønskede han, at han var taget med dengang efter Sigrid og Regnars bryllup; men han syntes ikke, han kunne være det bekendt overfor familien.

Nu trængte han til, at der skulle ske noget. Bare at gå bagved ploven eller inde blandt køerne som karl hos hans bror Gudmund slog ligesom ikke til længere – an kunne ikke få Görans mærkelige landkort ud af hovedet, og om natten drømte han tit om underlige ord på latin, jomfruer i femtakkede stjerner og andet, der bestemt ikke passede sig for en simpel bonde. Og der gik ikke mange søndage, hvor han ikke stjålent skottede op til det øverste stokværk i den runde kirke i Nylars, dér hvor både den sjældne skat og Sigrid havde været gemt.

Med et skuldertræk rejste Svend sig op for at gå hen til sin hest. Alle disse grublerier måtte høre op, det var hverdagen, der talte. Men lige før han sad op, lagde han mærke til en lille gruppe mennesker, der kom gående i støvet hen ad vejen mod Å kirke. De så fremmedartede ud, deres tøj var fattigt og lappet, og Svend skyggede med hånden over øjnene og missede mod solen for bedre at kunne se dem. En familie? To mørklødede mænd, tre kvinder og et par småbørn, hver med sin bylt under armen, og nu kunne han høre det mindste af børnene græde.

Den yngste af kvinderne standsede. Hun var spinkelt bygget og lidt højere end de andre, med sort hår og klædt i en luvslidt, rød kjole. Hun så ikke Svend, men øjede sig ned og trøstede den lille på et sprog, han ikke forstod et ord af.

"Har du set dem?" var der pludselig én ved siden af ham, der sagde. "Sådan nogen fremmede, hvad skal de nu komme her efter?"

Svend vendte sig mod den anden, det var bonden Uffe Jonssøn fra udmarken oppe under Almindingen. Lille og rynket, med et par sorte stumper i stedet for tænder og en skæv, gammel hue på den skaldede isse. "Kender du noget til dem?" spurgte han forbavset.

"De er folk fra den anden side havet," fortsatte den gamle. "De kommer fra korstogslandene, Est… est-et-eller andet, tror jeg nok. Det sagde min søn ihvertfald. Hvad vil de her? Pføj," han spyttede. "Hedninger hele banden, er jeg sikker på. Bare se hende den unge, skøn og fager, men jeg tør vædde på, hun kan væmmelige trolddomskunster." Uffe Jonssøn prikkede ham i siden med en spids finger. "Hå hå, Svend Tormodssøn, lige noget for dig, hvad? Smækker om livet, sorte øjne – men før natten var omme, var du nok så gildet som en stud!" Den gamle lo uhæmmet af sin egen morsomhed. "Næh du, man skulle melde dem til lensmanden, skulle man! Hvad synes du?"

Svend sendte ham et skævt smil og gik hen til sin hest. Troldddomssnak, han hadede det ord lige siden den frygtelige dag, hvor stakkels Sigrid var blevet mistænkt for hekseri. Nej, han ville ikke mere være den, der mistænkte kvinder for mørkets gerninger. Han havde set og hørt for meget, han vidste, at der var en anden verden ud over den, vi mennesker kunne se – og kvinder, der kendte den, handlede af medfølelse og for at helbrede folk. Hans egen svigerinde Helga var én af dem. Uffe Jonssøn og hans lige ville aldrig begribe et ord af det. Han havde ihvertfald ikke tænkt sig at angive nogen til lensmanden, fremmede eller ej.

Idet Svend sad op på hesten og red forbi de fremmede, kastede den unge kvinde et blik op på ham. De øjne… de lignede Astrids… han så bort og red væk i en støvsky.

 

Hjemme spurgte Svend sin bror Gudmund om de fremmede.

"Nå, du så dem," sagde han roligt. "Har du virkelig ikke hørt om dem? Det troede jeg ellers, alle havde. De er en familie fra Estland, rejsende folk fra Sydens lande, som blev taget som gidsler i en udvekslingssag mellem nogle estiske og danske soldater. Nu er de så havnet her, efterladt, da danskerne ikke ville have mere med dem at gøre. Jeg aner ikke, hvad de laver, men de kan vel altid fiske, muge ud i et grisehus eller sådan noget."

"De så ud til at have sultet," svarede Svend. "Hvornår kom de til øen?"

Gudmund trak på skulderen og kløede sig i det buskede, grå skæg. "For et par måneder siden, tror jeg. Hvorfor det, Svend? Vil du til at øve barmhjertighed og have dem her i vores hus?" Han grinede lidt. "Jeg kender dig jo, kære bror – du har det specielle blik i øjnene, når der er noget, der går dig på."

"Nej, det er ikke det," Svend slog øjnene ned. "Jeg var bare nysgerrig."

Helga kom hen til dem og tørrede sine hænder i forklædet. "Kære Svend," sagde hun. "Hvis du synes, kan vi godt tage en ung pige til hjælp her. Jeg er ved at blive gammel, jeg savner Sigrid. Men hun har nok at gøre hos Regnar. Jeg er ligeglad, hvad folk mener…" her så hun på sin mand, "også selv om pigen er fra et eller andet fremmed land og ikke kan et ord dansk. Hun kunne jo blive min tjenestepige, I mænd behøver ikke at bekymre jer."

"Man siger, de folk kan trolddomskunster," indskød Gudmund forsigtigt, "synes du ikke, vi har haft nok kvaler, dengang med Sigrid?"

Helga så bare på ham. "Jeg troede, du vidste bedre end som så, husbond? Hvad galt er der i at malke køer og bage brød? Eller feje gulvet?"

"Men du kan jo selv alt det med lægeurter," begyndte Gudmund. "Skal hun også lære dét?"

Helga rystede på hovedet. "Det har jeg ikke sagt noget om, og forøvrigt er det er min sag – og Sigrids. Ikke den fremmedes. Hun skal gå til hånde, ikke andet. Og lidt mælk og en side flæsk kan vi vel nok unde dem, ikke? De har små børn, tænk på Asker og Ulf, da de var små. Tænk, hvis det var os, der havde været i de fremmedes vold."

Gudmund lænede sig tilbage på bænken og trak vejret dybt. "Du får din vilje, kone. Jeg rider til præsten ved Å kirke i morgen og ser, hvad jeg kan finde ud af."

Til Svend sagde han: "Kvinder! Sådan er det, kære bror – de får de altid, som de vil have det! Bruge mund kan de – vær du glad for, at du er ungkarl!" De lo begge.

 

Præsten gik udenfor sit hus og lugede i sin urtehave, da Gudmund steg af hesten og hilste på ham. "Guds fred", sagde han og tog sin hue af.

"Ja?" Præsten tørrede sine hænder af i kjortelen og kom hen til ham. "Hvad kan jeg gøre for dig? Du er da vist udensogns."

Svend rømmede sig. "Igår så min bror nogle fremmede nede ved spedalskhedsgården, han var der fordi én han kendte, blev begravet."

"Vil du have liget udleveret? Det kan jeg ikke tillade. Smittefaren…"

"Nej, nej, det er ikke det." Han rømmede sig igen. "Ser I, min bror så de fremmede, og så tænkte jeg, om der måske var nogen af dem, der behøvede arbejde. De så ud til at være sultne."

Præsten smilede. "Du er en god mand, det skal jeg huske. Men jeg ved ikke, hvor de er i øjeblikket, de vandrer rundt omkring. Måske har du held med dig, hvis de en dag kommer til din gård."

"Ja, det skal jeg huske på." Gudmund nikkede og tog afsked med præsten. Da han steg op på hesten for at ride hjem, var han mærkeligt lettet. Nu havde han gjort, hvad han havde lovet, det var ikke mere hans sag…

 

Senere den dag sad Svend ved ildstedet sammen med Regnar og Sigrid oppe på Eriksgården. "Og så var det, jeg tænkte, om I måske har hørt noget om dem heroppe?" spurgte han.

Regnar rystede på hovedet. "Jo, hørt om dem har jeg, men ikke set dem. Jeg skal nok holde øje – hvorfor vil du så gerne møde dem?"

Svend trak på skulderen. "Det ved jeg ikke. Jeg fik ondt af dem. Og så gjorde det mig vred, da den gamle Uffe Jonssøn gav sig til at beskylde den unge pige for trolddomskunster. Jeg tænkte jo på dig, Sigrid."

Hun sukkede. "Jotak, den tur til Hammershus glemmer jeg ikke lige med det samme." I det samme lød et brag bag hende, og en krukke røg på gulvet og gik i stykker. Sigrid fór op. "Jamen, lille Jakob dog, hvad laver du?" Så greb hun drengen, der havde væltet krukken, og hev ham sprællende og sparkende væk. "Men hvad vil du med hende?" spurgte hun, da hun havde fået den lille af vejen. Hun satte sig overfor sin onkel på en taburet, så op på ham og spurgte nok så uskyldigt: "Har hun gjort indtryk på dig?"

Svend slog en høj latter op. "Næh nej, du er ligesom din far! Hold nu op med det vrøvl – jeg har så sandelig ikke tænkt mig at tage hende til kone, hvis det er det du mener! Må jeg ikke holde udkik efter en tjenestekvinde, Sigrid?"

Sigrid lo også. "Det var kun mig spøg, onkel Svend," sagde hun. "Men bortset fra det, så har jeg altså hørt lidt rundt omkring. Du så dem ved Åkirkeby, siger du, og efter hvad min nabokone har fortalt mig, holder de til inde i skoven, ikke så langt fra Lilleborg, der blev brændt af. Du ved vel godt, hvor det er henne?"

"Jotak!" Svend nikkede. "Dér, hvor du nær havde mistet livet, da fyrst Jaromar kom og brændte det hele af – bor de i ruinerne?"

Sigrid tænkte sig om et øjeblik, og imens holdt hun af ren og skær vane øje med, hvad hendes børn lavede. "Jeg får sådan en sjov fornemmelse," sagde hun sagte. "Du kommer til at møde hende, du ønsker at træffe, men hun sender dig ud på en lang rejse og et glædeligt gensyn. Er du klar til det?"

Svend stirrede på hende. "Hvad mener du?"

"Øh… det ved jeg ikke." Sigrid kiggede forfjamsket på ham. "Tænk, jeg ved ikke, hvad jeg sagde – men husk det. Det er sikkert vigtigt. Jeg har det ligesom når mor…"

"Jatak. Jeg ved hvad du mener." Selv om Svend godt vidste, at både Sigrid og Helga havde synets gave, fik det ham altid til at føle sig lidt utryg. "Jeg rider til skovs og finder dem, " sagde han. "Så kan det være, du får dig en flink tjenestepige – med den larm, dine unger laver, kan det vist tiltrænges!"

Alle lo, også Regnar. "Ja, der er liv i min søn", sagde han stolt og kiggede på Jakob, der var lige så rødhåret som sin far og igen havde travlt henne ved sin mors krukker.

"Kom snart igen," sagde Sigrid varmt. "Du er og bliver min yndlingsonkel. Når du kommer, følger der altid et eventyr med."

 

Da Svend nærmede sig brandtomten på den høje bakke midt i Almindingen, hvor kongens borg, Lilleborg, engang havde stået, sad han af hesten og gøs lidt. Det var syv år siden, borgen var blevet brændt af, og stadigvæk var der ikke mange, der vovede at nærme sig den.

Overalt voksede der brombærkrat og brændenælder, og her i sensommerens varme kunne Svend bøje sig ned og plukke mange håndfulde friske, sorte brombær, hvis han ville, men han havde ikke lyst. Det havde været usædvanlig varmt og tørt i lang tid, og her i slutningen af september var høsten for længst godt overstået. Alle længtes efter lidt køligere vejr, enhver luftning var velkommen. Fluer sværmede omkring ham, de stak og bed, og han skyndte sig hurtigt videre. Brombærrankerne filtrede sig omkring hestens hove; men hvis han havde skubbet rankerne væk, havde han højst sandsynligt også fundet brændte knogler af de folk, der var blevet slået ihjel her på stedet – nej, her var uhyggeligt.

Han tænkte sig om. Alle de fortællinger, han havde hørt, berettede om spøgelser og trolde, man havde set ved nattetide, flakkende lys – jamen dog, var han selv blevet overtroisk her på det sidste? De lys, de folk, man havde set – det var vel netop dem, de fremmede, der havde slået sig ned på et sted, hvor de kunne være helt i fred for andre? Han lo sagte ved sig selv og gik videre med hesten ved hånden op gennem slugten ved den gamle mose nord for borgen.

Dér… han standsede. Nu hørte han dem, de fremmede. Han bøjede sig ned bag en enebærbusk og kiggede frem. Dér stod deres to telte, brune og grønne som skoven omkring dem, og nu kunne han også lugte røgen fra deres bål.

Kvinderne gik frem og tilbage og så ud til at lave mad, og Svend fik øje på de to småbørn, en dreng og en pige, der så ud til at lege tagfat.

Mændene kunne han ikke se. Han bøjede sig lidt længere frem for at få øje på dem, og med ét var der en hånd, der greb fat i ham bagfra og trak ham væk. Han nåede lige at registrere, at det var en af de fremmede, så ramte noget tungt ham i hovedet, og det sortnede for hans øjne.