Skibenes ø – smagsprøve

Nihundrede år før vor tid, Bretagnes kyst.

Agatheiros stod og kiggede på sin ven, der for guderne måtte vide hvilken gang hang ud over skibets ræling og kastede op. Sådan havde det været, lige siden de rejste ud mellem Herakles’ søjler ved Gibraltar og drog nordpå. Det store vestlige havs dønninger havde taget fat i deres lille fartøj, et fønikisk handelsskib der havde prøvet vejen før, og i lasten lå tin og andre varer. Sømændene så ikke ud til at tage sig af vejret, de arbejdede støt som altid og spejdede nordud, hvor der skulle ligge en handelsplads. Men den stive kuling, de hele dagen havde haft ind fra vest, var ved at blive værre, og bølgerne slog konstant ind over dækket. Han trak sin fåreskindskofte tættere om sig og klappede Maat-sbau venligt på skulderen. ”Nu har du da snart ikke mere, du kan få op?” spurgte han.

”Næ… nej,” Maat-sbau smilede ynkeligt til ham, han virkede bleg og gusten under sin brune hud. ”Bare stormen ville holde op, jeg skulle gerne se at få skrevet noget mere.”

”Du må vente, papyrus er just ikke vandtæt, vel?” Agatheiros lo. ”Kom og få lidt mad, jeg har også gemt en sjat vin til dig.”

”Ikke vin… åh”, ægypteren hikstede.”Bare lidt vand, tak. Og jeg har lovet mine brødre derhjemme at nedskrive det hele, sådan en færd er ikke set længe.”

En sømand kom hen til dem. ”Sæt jer ned og hold fast i noget,” sagde han. ”Se de skyer i nord, dem kan jeg ikke lide. Vi må ind til land nu, det blæser for meget.”

”Er det altid så slemt her nordpå?” Agatheiros satte sig hos sin ven på toften. Hans lange, sorte hår blæste ind i hans øjne, og han strøg det væk for at se bedre.

Sømanden rystede på hovedet. ”Det har jeg ikke oplevet før – det skulle endda være midsommer, den bedste tid. Men guderne er vægelsindede heroppe i tågelandene, de bytter om på vejret hele tiden.”

Maat-sbau fandt sin bløde, hvide uldkappe i bunden af skibet, hvor den var gledet ned, mens han hang over skibssiden, og sukkede dybt, da han opdagede, den var fuld af vand. Hans mor havde vævet den til ham hjemme i Theben, dengang han sagde, han ville drage ud på eventyr sammen med købmanden fra Kreta. Hun havde grædt og tryglet længe: ”Ægyptere sejler på Nilen, min søn, ikke på det vilde og ukendte hav. Kan du ikke nøjes med at tage til Nubien? Hvad vil du dog oppe under nordstjernerne? Det er kun et sted for de dødes sjæle, du er kun seksten år. Synes du ikke, du er for ung til at rejse til Duat?” Men nu var han her altså, og selvom søsygen plagede ham, var det ikke Duat, de dødes land. Han havde set mange mennesker på turen, undret sig over mange skikke, og nu var han ganske spændt på at se, hvordan menneskene var her på denne kyst. Alt andet var bedre end at gynge rundt på havet! Han vred kappen og gøs, da han tog den på. Så trak han sin gamle paryk tættere ned over hovedet. Han barberede ikke mere sin isse, det var simpelthen for koldt. Nu var hans hår tæt og krøllet, og parykken fungerede ganske udmærket som en slags hue.

Nu trak sorte skyer sammen over deres hoveder, et lyn flængede himlen, og et øjeblik efter fossede regnen ned. Og så kom vinden – en hylende storm fra nord, der kastede skibet rundt og fik det til at hoppe som en forskræmt delfin hen over bølgerne. Alle klamrede sig til det nærmeste faste punkt, Maat-sbau smed sig ned i bunden af skibet, selv om han blev våd til skindet – det var dog bedre at blive våd i en båds last end at drukne på det farlige hav. Selv Agatheiros satte sig ned hos ham og holdt fast i rælingen.

”Må Poseidon se i nåde til os,” hviskede han, og Maat-sbau nikkede. Han forsøgte at kigge op over rælingen, og til sin lettelse kunne han nu skimte høje, hvide kridtklinter forude, hver gang de red på en bølgetop.

 

De fønikiske sømænd kæmpede indædt, men til sidst kom de så tæt ind på kysten, at de kunne springe i land og trække skibet det sidste stykke op på stranden. Agatheiros hjalp sømændene med at bakse store sten rundt om bagstavnen for at sikre sig, at det ikke gled ud i havet igen under næste sø, og dernæst begyndte alle opstigningen ad de stejle klinter. Stormen var taget til i styrke, og bag sig syntes Agatheiros at kunne se, at havet åd sig ind på kysten. Mon skibet virkelig lå sikkert dér? Maat-sbau ventede til skibet lå helt stille, så klemte han sin pose med papyrus fast under armen og listede sig forsigtigt ud over rælingen. Rullestenene malede under hans fødder i dønningerne og fik ham til at glide og snuble; men Agatheiros halede ham op med et fast tag i kappen, og han smilede taknemmeligt op til ham. Kridtklinterne var våde og fedtede og vandet løb som floder af mælk ned ad dem; men det lykkedes søfolkene at finde stier, og langsomt arbejdede de sig opover. Et skovbryn gav en smule læ for stormen, og ved hjælp af lidt kviste og et bundt nogenlunde tørt træ fik man gang i et bål.

Agatheiros tog glad imod brødet og fisken, man rakte ham, og han delte sit måltid med Maat-sbau. ”Spis nu,” sagde han, ”få styrke. Og lad din pose med papyrus ligge! Du kan skrive videre i morgen.”

”Jeg er nødt til at tørre den, ellers bliver det hele til en gang klister”, svarede Maat-sbau udmattet. Så lagde han forsigtigt sin pose med de dyrebare ruller i nærheden af bålet og rullede om på ryggen med et suk. ”Du er da heller ikke glad for at slippe din skuldertaske, den ser tung ud. Hvad har du i den?”

”Noget, jeg skal aflevere for min far. Jeg fik overladt det på min attenårs fødselsdag, så mente han jeg var gammel nok. Det er en ting fra et gammelt tempel, der skal have et nyt hjem. Jeg skal nok fortælle dig om det en dag. Det er ikke noget, de andre skal blande sig i.” Han satte sig til at spise, og Maat-sbau tav og koncentrerede sig om sin egen mad. Han var glubende sulten, nu hvor søsygen var overstået.

Efter måltidet varede det ikke længe, før alle sov. Fønikerne satte en vagtpost ud, og snart genlød bålpladsen af mændenes snorken.

 

Maat-sbau vågnede med et sæt og stirrede lige ind i et par vrede, blå øjne. Stormen var stilnet af og var blevet afløst af tåge og støvregn; men en flok store, rødhårede mænd med meget lys hud havde omringet deres lejrplads, og nu gennede de sømændene sammen rundt om resterne af bålet. De var klædt i lange, uldne bukser og bar kofter af fåreskind. De pegede på sømændene med deres bronzedolke, og Agatheiros var allerede vågen og forsøgte at rejse sig, men blev skubbet omkuld igen. ”Er der ikke nogen, der kan fortælle os, hvad der foregår?” spurgte han vredt; men han fik intet svar, og nu blev fangerne bundet sammen to og to og blev kommanderet ind i den omgivende skov, hvor stierne var smalle og overgroet med brombærranker. Maat-sbau snublede flere gange på de fedtede stier og tabte sin paryk. Han gjorde tegn til sin fangevogter om at samle den op, og den fremmede stirrede længe på det kunstige hår; så lagde han parykken på sit eget lange, røde hår, der var samlet i tre fletninger og gjorde tegn til sine kammerater. De grinede højt og stirrede på Maat-sbaus isse, så smækkede den fremmede parykken på hans hoved, og han ømmede sig. Der var en brombærtorn, der stak ham, men han kunne ikke gøre noget.

Endelig, efter noget der føltes som en evighed, nærmede de sig en lille landsby, hvor mange mennesker allerede var forsamlet. Man kunne se himlen lysne i det fjerne, daggry nærmede sig. Maat-sbau kiggede sig omkring, landsbyens beboere stirrede forventningsfuldt tilbage. Og nu kom to gamle mænd hen til dem. Det var helt tydeligt, at de var tvillinger – deres hvide hår og skæg var ens, deres øjne og selv deres rynker, men så hørte ligheden også op. Den ene bar en smuk kappe af los og ulv, og han havde en fornem, massiv guldring om halsen og en stok af poleret egetræ i hånden. Maat-sbau gik ud fra, det måtte være høvdingen. Hans bror bar en lang, hvid kappe med broderier af dyr af mange slags, men var ellers enkelt klædt. I hans bælte hang rækker af amuletter – dyrehoveder, fuglekløer og små klokker, men også en fornem bronzesegl.

De to gamle gestikulerede og snakkede ophidset med fangevogterne, og Maat-sbau og Agatheiros blev ført væk fra de fønikiske sømænd. Ud af øjenkrogen kunne Maat-sbau se, at sømændenes reb nu blev løsnet, og man tillod dem at sætte sig ned, og den ene af sømændene begyndte endda at tale med et par af de fremmede mænd. Gid de havde haft ham her, så kunne de måske…

Den ene gamle, der i Maat-sbaus øjne så ud som en slags præst, begyndte nu at trække sin bror rundt om ham og Agatheiros, og han talte højtlydt, mens han pegede op på himlen, hvor de sidste regnskyer var ved at slippe deres greb. Han blev ved med at gentage et ord: Nehalennia, og høvdingen nikkede. Så pegede han ud i horisonten, hvor Maat-sbau fik øje på en stor mængde store, utilhugne sten, der fortsatte i lange rækker ned mod en stor, grøn høj. Præsten rystede sine amuletter og begyndte en lang, messende sang, og hans bror, høvdingen, gjorde tegn til sine mænd, der greb fat i Agatheiros og Maat-sbau igen og skubbede dem ud mellem stenrækkerne. Hele landsbyen fulgte efter.

Helt ude ved højen kom en kvinde frem. Det var første gang Agatheiros så en kvinde klædt som en mand i lange bukser, og han stirrede. Hendes tætsiddende dragt var af skind med smukke broderier magen til høvdingens, og hun havde en højt opsat frisure med fletninger, der var snoet kunstfærdigt. Ud fra hendes alder kunne hun godt være søster eller hustru til en af de to mænd, og hun førte sig med myndighed. Hun pegede på grækeren, og hans vogtere trak ham frem foran hende og tvang ham ned på knæ. Hun løftede hans ansigt op mod sit med en lang, slank hånd og kærtegnede et øjeblik hans ene kind, så forlod hun ham og vendte sin opmærksomhed mod Maat-sbau, der selv knælede ned og bad en tavs bøn til Isis. Hun løftede også hans ansigt op mod sit, og et øjeblik gik antydningen af et smil over hendes ansigt. Hun vendte ryggen til dem begge og tog noget i en pose, der hang ved hendes hofte, en lille flaske. ”Drik!” sagde hun pludselig, og begge mændene studsede. Hun talte fønikisk? ”Drik!” gentog hun og førte flasken til deres munde. ”Jeg er Rosmertas præstinde, moder for alt levende. Malstrømmen, den der kan opsluge verden og bringe tiden til ende, bragte jer på midsommernatten, solfader Lugh er vred – han har endnu ikke vist sig, og nu vender året. Nehalennia skal formildes, ud af havets favn skal hun lokke solen og standse strøm og storm og evig nat, og I er den gave, guderne har sendt os. Natslangen kræver sit offer!”

”Nattens slange… Apep…” hviskede Maat-sbau, men Agatheiros sendte ham et blik, der fik ham til at tie.

”I har drukket,” gentog præstinden. ”Nu kan vi stede jer for nattens slange. Vær modige, prøvelsen vil I stå igennem. Rosmerta har talt, fader Lugh vil lytte til os.”

Så vendte hun sig bort fra dem, og de så hele landsbyen samlet mellem stenrækkerne. Høvdingen og præsten messede en bøn, folket svarede og faldt på knæ. Da hentede hun en rund kurv med låg, som havde været gemt bag højen, og da hun kom nærmere, kunne Maat-sbau høre en glidende, raslende lyd. Kvinden løftede låget og greb to sorte slanger, der vred sig op og ned ad hendes hvide arme. Folket sukkede dybt ved synet, og da hun løftede hænderne mod himlen og påkaldte solfaderen, var nye mørke skyer ved at trække sammen over deres hoveder, en svag buldren hørtes i det fjerne, og nu ramte de første tunge dråber Maat-sbau på kinden.

Et lyn flængede himlen, og med ét greb præstinden Agatheiros om hagen, og hun lod den ene slange hugge dybt i hans hals. Han stirrede på hende, det sitrede i hans kind, så faldt han om. Nu kom hun hen til Maat-sbau. Han lukkede sine øjne, og nu mærkede han stikket af gifttænderne…