Verdensaldrene

Eller: lidt om de gamles forståelse af tidens væsen

af Jeanne Cordua

Som vist på siderne om de bornholmske helleristninger, var hjulkorset et meget vigtigt symbol. Se også nedenfor:

Blåholthuse, Nordbornholm

Lille Strandbygård, Sydbornholm

Bemærk venligst, at skibe samt det øverst af de to hjulkors ved Blåholthuse peger 30 grader NØ, dette skyldes at der ikke var nogen egentlig nordstjerne ca. 1500-1600 før Kristi, men at den hidtidige nordstjerne (indtil ca. 2000 før Kristi), Thuban i Dragen, var vandret 30 grader mod øst. Vor egen nordstjerne, Polaris i Lille Bjørn, blev først egentlig polstjerne omkring år 0. Dog er det øverste hjulkors orienteret korrekt – man var altså klar over afvigelsen! Alt dette skyldes jævndøgnspræcessionen. Men en anden teori om hjulkorsene ved Blåholthuse kan læses her. Hvad de gamle virkelig troede, kan ingen af os vide, men at himlen spillede den største rolle for deres forståelse af verden, må være ganske givet.

Læs også mine sider om helleristninger og opmålinger, hvor jeg går i detaljer omkring hjulkorsene. Se menuen til venstre.


Hjulkorset som symbol genfindes over hele verden både i gammel og nyere tid.

Eksempler:

Kongegraven i Kivik, Skåne – bronzealder


Indiansk helleristning i New Mexico, alder ukendt

(Kilde: A Field Guide to Rock Art Symbols of the Greater Southwest, by Alex Patterson, 1992, Johnson Books)


Typisk indiansk Medicine Wheel, vore dage

(Kilde: Dawn Dark Mountain, Wintercount)


"Indvielseskors" i Ny kirke, Bornholm


Hvorfor er og var dette symbol så vigtigt?

Symbolet hjulkorset er (foruden den kristne symbolik) naturligvis symbol for de fire verdenshjørner og de fire jævndøgn:

forårsjævndøgn (21/3), sommersolhverv (21/6), efterårsjævndøgn (21/9) og vintersolhverv (21/12).

Disse dage har altid været anset for vigtige / hellige, og det ”hellige” / esoteriske nytår falder altid ved forårsjævndøgn.

Her kommer så astrologien ind i billedet. Ikke den astrologi, der kendes fra ugeblade og horoskoper (jeg er Fisk osv.), men den sideriske, der handler om solens opgang i Dyrekredsens stjernebilleder ved forårsjævndøgn. Altså det, der REELT kan ses på himlen! Den nuværende ugeblads- og anden astrologi er forældet og stammer fra det, som kaldes Vædderens tidsalder – se nedenfor. Dér – og kun dér, passer stjernebilleder og –tegn sammen.

Se også min side om siderisk astrologi – menuen til venstre.

Hjulkorset kan opfattes som en art kosmisk “ur”, inddelt i de 12 stjernebilleder (”tegn” i Dyrekredsen (se nedenfor).

Fjerner man de 8 blå streger, har man de 4 jævndøgnspunkter. Da solen bevæger sig gennem et dyrekredsbillede på ca. 2160 år, varer en såkaldt ”verdensalder” altså ca. 2160 år. I øjeblikket siges vi at være i Fiskenes tidsalder, altså står solen op i Fiskene den 21/3 og vil nok gøre det et par hundrede år endnu. Dernæst går vi ind i Vandmandens /Vandbærerens tidsalder. De fire jævndøgnspunkter er således de fire verdensakser.

Her følger hjulkorsets/verdensaksernes stilling igennem 4 tidsaldre:

Tyrens tidsalder, ca. 4000 – 2000 f. Kr.

Symbolik:

den minoiske tyr, i Ægypten Apis eller Mnevis, vingede tyre i Mesopotamien (tyrefigurerne er fra Vædderens tidsalder, men sagnene ældre)

Læg også mærke til, at disse symboler svarer til de fire evangelisters symboler, idet det her skal forstås, at englen = Vandbæreren (alment accepteret astrologisk).

 
Vædderens tidsalder, ca. 2000 f.Kr. – 0.

Symbolik:

Amons vædder i Ægypten, de bibelske offervæddere, vædderhorn m.m.

 
Fiskenes tidsalder, ca. 0 – 2000 e.Kr.

Symbolik:

Kristus som fisk. Fiskerkongen i Gralssagnene. Kristus som "verdens lam" kan også læses som "Vædderens barn". 
 

Vandbærerens tidsalder, ca. 2000 – 4000 e.Kr.:

Symbolik:

Måske Gralssagnene – vandmanden hælder visdommens vand ud for den søgende. Gralen er også visdom, kendskab til det skjulte.Læg venligst mærke til, at nu har verdensaksen drejet sig en kvart omgang fra Tyren!


Midten af hjulkorset er Nordpolen. Jorden ligger ikke ”stille” i sin hældning (26 0), men vipper lidt som en snurretop, hvad der fører til, at også polstjernen skifter position i løbet af ”det store år”. Nu har vi Polaris i Lille Bjørn, men ca. 2500 f.Kr. var det Alpha Draconis i Dragen, og ved for ca. 12,500 år siden var det Vega i Lyren.

Dette fører naturligvis med sig, at når ”hjulet” drejer (Sampo-kværnen i finske Kalevala bl.a., devaer og asuraer drejer bjerget Meru i Indien over verdens-skildpadden ved hjælp af Naga-slangen, Thor forsøger at løfte Midgårdsormen, kampen mellem Horus og Set osv.), flytter ”gudernes boliger”, de evige polstjerner sig også. Og dét er enden på verden! Altså ikke Jordens undergang, men undergangen af en tidsalder.

Min konklusion for alt dette må være: tiden var det største mysterium for de gamle, noget helligt. Den eneste måde, man rent faktisk kan måle tid på, er ved studiet af himlen: sol, måne og stjerner.

De gamle myters symbolik er fuld af tal: 6, 12, 72, 360, tal delelige indenfor 25920 med de før nævnte tal. Eksempel: Valhal i Asgård har 540 porte, et antal der går op i verdensaldrenes tal!

Skal man bevare vigtig viden på en sikker måde, findes kun den mundtlige overlevering. Papir går under, stenstøtter smuldrer, sprog ændrer sig, skrift glemmes og bliver nye alfabeter – men gode historier, sagn og eventyr rummer kærnen til den gamle viden.