Stellas Rejse – smagsprøve

Stellas Rejse – kapitel 1.

1. Stjernebåden.

Det var aften, og Stella var gået i seng. Hun var træt efter den lange skoledag og strakte sig under dynen, der var dejligt blød og indbydende. I morgen var det lørdag, og så skulle hun holde fødselsdag for sine veninder…

Mor kom ind på værelset og trak gardinerne for med et smil. ”Kan du nu sove godt,” sagde hun, ”du skal jo være frisk til i morgen. Hvad har du lyst til at lave, når dine gæster er gået?”

”Jeg vil godt finde spændende sten til min samling… eller kigge efter fugle… eller måske skulle jeg prøve at plukke blomster og presse dem… eller måske leje en spændende science fiction film, sådan noget med rumvæsner og mærkelige planeter?”

”Altså noget med naturen, ligesom vi plejer.” Mor lo. ”Hvis det bliver dårligt vejr, kan vi altid leje en film. Men skal vi så ikke gå en tur på stranden alle sammen, det kunne være så hyggeligt. Vi må håbe, solen kigger frem.”

”Det gør den da – synes du ikke også, jeg har opført mig pænt?” Stella grinede.

”Det kan du tro. Sov nu.” Mor kyssede Stella godnat og listede stille ud af værelset

 

Men Stella kunne ikke sove. Det var faktisk fedt at blive tolv år – så var man næsten teenager… Hun lå og tænkte på en masse ting, på alt det, hun ville gøre, når hun blev voksen. Måske skulle hun rejse til udlandet og grave sjældne forsteninger op – eller måske skulle hun blive astronom og opdage en masse fremmede planeter – eller også… Hun vendte og drejede sig i sengen, indtil lagnet lå krøllet sammen i den ene side, og dynen føltes som en stor, varm og tung pandekage.

Hun stod op og hentede sin mobil og lagde sig på sengen igen. Hun fandt sin app, den om himmelrummet, og begyndte at kigge på stjernebillederne. Dem der kunne hun – hun fandt Cassiopeia med sin facon som et W. Og Karlsvognen, den var hun også sikker på. Men det var jo stjerneklart – hun kunne se månen fra sin seng.

Hun stod op og trak gardinerne fra igen. Det var næsten helt lyst, fuldmånen stod ganske klart over nabohuset, hvor en kat sad og mjavede på taget. Hun kiggede op på himlen. Men der var en stor, klar stjerne lige ved månen, måske den store planet Jupiter? Hvor var hendes mobil? Nå, den lå på sengen. Hun ville gå tilbage og hente den, da noget fangede hendes blik.

Nej, det kunne da ikke passe – den stjerne bevægede sig jo, mens hun kiggede! Var det så en satellit? Eller et fly måske? Den var altså meget lille, selv om den var så klar, og Stella måtte knibe øjnene sammen for at se den rigtigt.

Jo, den kom nærmere, den var god nok. Ikke alene det, men den blev også større og større, og nu kunne Stella se, at den var aflang – det var en båd! Og der sad nogen i båden, en… en dreng på hendes egen alder?

Han vinkede til hende?

Det var da helt tosset!

Drengen sejlede sin fine, lysende stjernebåd helt hen til hende og standsede den lige udenfor hendes vindue.

”Dav,” sagde drengen. ”Jeg hedder Georg, vil du med ud at sejle?”

”Jamen hvordan?” udbrød Stella. ”Der er jo ikke noget vand?”

”Du hopper bare op i min båd, for du skal hjælpe mig. Vi skal skynde os, for ellers står solen ikke op i morgen tidlig.”

Hun stirrede på ham med åben mund. ”Det kan du da ikke mene!”

Han nikkede bare.

“Det er noget rigtigt snyd,” svarede hun, ”for det er min fødselsdag i morgen, jeg bliver tolv år.”

”Hvad hedder du?” spurgte Georg.

”Stella.”

Han lo. ”Det passer godt! Stella betyder stjerne, og jeg har en stjernebåd.”

Hun kom også til at grine. ”Stjernebåd? Vi kunne da også kalde det dit rumskib, ikke?”

“Jo jo.” Han nikkede og fortsatte i en lidt bekymret tone: ”Men vi skal have nogle ting med for at få solen til at stå op igen, så du kan holde fødselsdag. Tolv år? Tolv er et meget vigtigt tal, ved du nok.” Han sendte hende et vidende sideblik.

”Hvordan det?”

Georg grinede. ”Det finder vi ud af senere. Men min stjernebåd sejlede mig hen til dig, så du er meget særlig.”

“Valgte dén mig?” Stella stirrede på båden, der nok så mærkelig ud, men alligevel…

“Kan den da snakke?”

“Nej, den sejler bare – og den sejlede mig hen til dig. Men Stella, vi har travlt – kan du hjælpe mig?”

“Med hvad?”

“Jeg skal finde nogle ting, og det haster.”

”Hvad skal du bruge?” Nu var Stella lysvågen, og selv om det hele virkede tosset, var hun parat til eventyr.

Georg kløede sig i håret. ”Jeg skal bruge noget, der kan dreje rundt, en slags håndsving. Har du et håndsving i dit værelse?”

Han hoppede ind gennem vinduet, og de kiggede imellem alle hendes ting. Georg kastede et blik på hendes mobil. “Hvad laver du med den lille sorte plade?” spurgte han.

“Det er en mobil,” rettede Stella ham. “Man kan snakke med folk og se ting i den på nettet.”

“Er den der et fiskenet?” Han grinede højt.

“Nej, se nu.” Hun viste ham stjerneprogrammet, og han nikkede anerkendende. “Du kan lide stjerner ligesom mig,” sagde han. Så bladrede han imellem alle hendes bøger og film og kiggede på de billeder, hun havde hængt op på væggen.

”Vil du så med mig på et rigtigt rumeventyr?” spurgte han.

“Rumeventyr?”

“Ja, kom nu.” Han smilede til hende, og hendes hjerte kom til at banke.

”Mener du det? Ja, jeg vil godt med. De andre piger i klassen vil synes, jeg er tosset.”

“Du er ikke tosset,” svarede han og smilede igen. “Du er ikke bange for noget, det kan jeg lide. Men lige nu skal vi have solen til at stå op igen, og det kan din mobi-ting vist ikke fortælle os.”

”Nå, men her er ikke noget, der kan dreje rundt. Skal vi ikke hellere gå ned i mors køkken? Der er både røremaskiner og kødhakker og alt mulig andet. Gå forsigtigt,” tilføjede hun, da de listede sig ned ad den mørke trappe, ”far og mor må ikke vågne og se dig.” Hun kiggede nærmere på Georg i mørket. Det var næsten, som om der kom et ganske svagt lys fra ham, han var godt nok mærkelig. Men ellers lignede han de andre drenge i klassen, og hans hvide T-shirt og slidte, sorte joggingbukser var ikke særligt spændende. I grunden var han pæn med det korte, sorte hår og de lysende, blå øjne. Hun smilede ved sig selv – det her skulle de andre piger bare vide…

 

Det var ikke meget bedre i køkkenet. Georg kiggede ind imellem gryder og pander og kom til at tabe en bunke skeer på gulvet, så det gav en frygtelig larm. Stella holdt vejret af skræk –bare far og mor nu ikke kom rendende!

Der skete heldigvis ingenting, og Georg fandt en røremaskine og en stavblender – som han et øjeblik gav fuld gas – men så smed han den til side. ”Den kan dreje rundt, helt fint. Men hvis den ikke har mere – hvad kalder du det?”

”Strøm?” spurgte Stella.

”Vi kan ikke give den mere strøm, der hvor vi skal hen,” svarede han. ”Altså – noget, der drejer rundt, men uden strøm.” Han kiggede sig omkring og fik øje på en åben æske tændstikker. ”Spiser I de små pinde?” spurgte han forundret.

Stella grinede. ”Nej, dem kan du ikke spise! Mor tænder sine stearinlys med dem.”

”Dem tager jeg med,” sagde Georg. ”Vi kan få brug for dem. Det kan godt være meget mørkt, hvor vi skal hen.”

”Vent lidt,” sagde Stella, ”jeg vil ikke rejse i min pyjamas, det bliver for koldt.” Hun smuttede ud i entreen og tog sin røde vindjakke og et par kondisko på. Ved siden af stod hendes gamle, grønne skoletaske, og i køleskabet fandt hun en flaske vand og et par af mors boller, for hvis de skulle rejse langt, ville hun nok blive både sulten og tørstig. Hun tømte bøger og pennalhus ud af tasken og lagde de andre ting i, og så tog hun den på ryggen. Hun mærkede efter i sin pyjamaslomme – mobilen lå der, og selv om de måske skulle langt væk, var det altså godt at kunne ringe hjem, hvis det kneb. Den der stjernebåd så lidt skrøbelig ud…

Derefter gik de ud i fars værksted, der lå i garagen. Igen var Georg meget begejstret for bilen og især dens hjul. ”De kører rundt,” sagde han.

”Jeg kan ikke køre bil, jeg er ikke gammel nok, og det er du heller ikke,” svarede Stella.

”Den kan nok heller ikke køre, hvor min båd kan sejle.”

Men oven over værkstedsbordet hang der række efter række af værktøj. Stella og Georg tog en masse ting ned: En skruetrækker, en hammer og en hel pakke søm, en skruenøgle…

”Den dér!” udbrød Georg begejstret. ”Sådan én skal vi have med – tag den allerstørste af dem, der hænger deroppe!” Han pegede på en hel række skruenøgler, der hang ordnet efter størrelse ved siden af hinanden. Stella krøb op på bordet og fik bakset den største ned, den var meget tung. Georg lagde den i hendes taske.

”Puha, nu skal vi ikke have mere med, vel?” spurgte hun.

Han rystede på hovedet. ”Lad os komme af sted,” sagde han. ”Det haster.”

På vej ud af værkstedet opdagede Stella en lille lommelygte, der lå i et hjørne. Hun skyndte sig at putte den i tasken, for hun var ikke sikker på, hvor længe tændstikkerne varede, og hun brød sig altså ikke om at være alene ude om natten. Hun kiggede op mod sit vindue, og det så helt uvirkeligt ud med den lysende båd, der bare hang og svævede i luften lige udenfor.

”Kom nu,” sagde Georg, så listede de stille op ad trappen, ind på værelset – og han sprang elegant lige ud i båden, Stella kiggede ud og trak hovedet til sig igen.

”Der er meget langt ned,” sagde hun og gøs.

”Her, tag min hånd,” svarede han. Stella holdt godt fast i hans hånd, og med den anden greb hun fat i vindueskarmen. Ét spring – hun lukkede øjnene – og så var hun ovre i hans båd. Men der var ingen årer eller noget?

”Kom båd, så sejler vi!” råbte Georg glad og klappede i hænderne. Og så gled båden lydløst væk fra vinduet, Stella holdt godt fast i rælingen.