Den store tradition

af Jeanne Cordua

Hvad betyder dyrekredstegnene? Læs til venstre om "Astrologiens myter"!

Vi taler så tit om, at vi nærmer os Vandbærerens Tidsalder, men de færreste gør sig vel klart, hvad dette egentlig står for. Vi er vant til, at astrologi er noget med ugeblade og horoskoper, i bedste fald har vi prøvet at få lagt vores eget horoskop – måske ved vi endda lidt mere om astrologi, således hvad en vædder, en tyr eller en vægt er for mennesker…

Denne type "hverdagsastrologi" kaldes også den Tropiske. Den vedrører det enkelte menneske, og her orienteres Dyrekredsen efter forårsjævndøgn i Vædderen, noget som vi skal se spiller en vis rolle.

Men der findes en "større" astrologi, én der vedrører verdens tidsaldre, nemlig den sideriske. Der findes et fænomen, kaldet jævndøgnspræcessionen, hvorved forstås den langsomme bevægelse af solens opgang ved forårsjævndøgn (eller sommer- og vintersolhverv samt efterårsjævndøgn, naturligvis) gennem stjernebillederne i Dyrekredsen eller Zodiakken. I øjeblikket står solen således op ca. 21. marts i Fiskene (altså IKKE i Vædderen – dette foregik faktisk for 4-2000 år siden), derfor taler vi om Fiskenes Tidsalder.

Denne langsomme "rulning" af solen fremover fremkaldes ved, at jordaksens hældning skifter lidt over mange tusind år. Jorden opfører sig som en snurretop med aksen gennem Nord- og Sydpolen, men den akse ligger ikke fast, den rokker ganske langsomt fra side til side. Denne rokken gør således, at nordstjernen ikke altid er den samme. I øjeblikket har vi Polaris i Lille Bjørn, men ca. år 2800 F.Kr. var nordstjernen Alpha Draconis i Dragen, og længe før dette, ca. år 12.000 F.Kr. var Vega nordstjerne. Og endnu længere tilbage, 13.800 F.Kr. var det Delta Cygnus i Svanen.


Læs denne forklaring, skrevet af en astrologen Birgit Bertelsen:

Afbildning af dyrekredsen, sammenholdt både tropisk og siderisk:


"Det store år".

Hele det astrologiske system er bygget op omkring præcessionen og planeten Jupiter.

For at tage Jupiter først, så er den i sin bane omkring solen ca. 12 år om at nå tilbage til sit udgangspunkt. D.v.s. set med astrologiske øjne den tid, det tager ovennævnte om at nå tilbage til det samme dyrekredstegn. Meget nøjagtigt er Jupiter 11,87 år om at nå tilbage til samme tegn og samme grad som udgangspunktet. De manglende 0,13 år bevirker, at efter nøjagtig 12 år har Jupiter så at sige "flyttet" sig 5 grader fremad i udgangstegnet. Efter 6 runder á 5 kan man opstille følgende regnestykke: 5. x 6 = 30.På den måde "gennemvandrer" planeten et dyrekredstegn efter hver 6. runde.

Når :Jupiter har bevæget sig 72 gange omkring solen er der dannet grundlag for en cirkel: 72 x 5 grader = 360 grader og dividerer man 360 grader med 12 får man meget enkelt 30 grader, hvilket giver en referance til regnestykket 50 x 6 = 30 grader som tidligere nævnt. For mig at se er det altså Jupiter der danner grundlaget for den tropiske dyrekreds.

Præcessionen = jævndøgnspunkternes retrograde bevægelse igennem de synlige stjernebilleder/dyrekreds. I modsætning til den tropiske dyrekreds er stjernebillederne her inddelt i variable størrelser – sådan som de reelt tager sig ud på himmelhvælvet.

Dette kaldes den sideriske dyrekreds. Jævndøgnspunkternes retrograde bevægelse igennem den sideriske dyrekreds varer 25.920 år. Den sideriske dyrekreds kaldes også det store år eller verdensåret. Jævndøgnspunkternes bevægelse skyldes Solens og Månens gravitationskræfter

Her kommer Jupiter atter ind i billedet, for det viser sig at præcessionen og nævnte planets bane omkring solen går op i en højere enhed. Jupiter vender tilbage til samme tegn 6 gange og 6 x 12 år = 72 år. Tallet falder sammen med de 72 gange Jupiter kredser om solen for at danne grundlaget for cirklen 72 x 5. = 360 grader som tidligere nævnt.

Et nyt regnestykke ser derfor således ud 72 x 360 = 25.920 – verdensåret. Derfor svarer 72 år til l grad i verdensåret.

Astrologien bygger altså på astronomiske kendsgerninger, ovenikøbet uden at man behøver at være et matematisk geni for at klare udregningerne.

Birgit Bertelsen, 1999


Læs også om "verdensaldrene" i menuen til venstre!

Ganske ny forskning kan imidlertid også pege på, at Jorden går i et meget stort kredsløb omkring en anden stjerne – og at DETTE kan forårsage det fænomen, vi kender som jævndøgnspræcessionen. Denne stjerne kunne muligvis være Sirius, som kun ligger ca. 8,6 lysår fra os. Hundestjernen figurerer i mange gamle sagn og myter, men døm selv –teorier fra Binary Research Institute.