Den store opdagelse.

                       Mit navn er Balthazar, jeg er astrolog ved kongens hof i Edessa. Jeg er en af magerne, vi kender himlens stjerner og forstår os på tidens gang.

                      En dag mødte jeg en af mine kolleger, Melchior, på paladsets skyggefulde gange. Han var vildt ophildset og havde glemt at sætte sin turban rigtigt på, så hans sortkrøllede hår strittede ud under den som en uordentlig fuglerede.

                      “Hvad er der i vejen, min ven?” spurgte jeg. “Du ser ud, som om du har set en djinn, et ørkenspøgelse. Du har da ikke fået øje på en komet på vej mod jorden, vel?”

                      “Nej, nej!” Han sukkede og trak mig hen bag et stort figentræ. “Hør nu her, du kender tegnene, ikke? Du ved, vi leder efter det tegn, der skal sende os ind i en ny tidsalder, ikke?”

                      “Jojo, den dag hvor solen står op i Fiskenes tegn ved forårsjævndøgn. Det varer jo ikke så længe, måske 20 – 30 år. Har det ophidset dig sådan?”

                      Melchior så fiffigt på mig. “Hvad nu, hvis der er flere måder, man kan se det på? Hvad nu, hvis der er flere tegn end solen?”

                      “Hvad snakker du om? Planeterne?”

                      “Ja, min ven. Har du ikke set, hvad Jupiter og Saturn laver i øjeblikket? Har du slet ikke tænkt på den mulighed, at de kunne varsle mere end bare en ny tid? Hvad med en ny konge, én der skulle være for hele menneskeheden?”

                      “Det var ligegodt meget! Én konge for os allesammen?” Jeg satte mig på en bænk. “Men konger, ligesom vores konge her, de skulle være så gode, de skulle være rigets ypperstepræster – og se så, hvad det bliver til. Skatter og slaveri, flere krige… og nu snakker du om én, der skal bestemme over os alle?”

                      Melchiors øjne strålede. “Nej, ikke sådan noget. Forestil dig én, som de store faraoner, én der var valgt af Himlen selv. Se selv, solen står i Løven, kongens eget tegn. Og snart kommer Saturn og Jupiter til at stå i konjunktion, den klareste stjerne på himlen. Sikket syn!”

                      “Ja, det bliver flot.” Endnu skulle der mere til at imponere mig. Jeg kunne også se stjernerne på himlen, jeg tilbragte næsten hver nat på taget af templet. Dagene gik med at regne banerne ud, faktisk var jeg dødtræt i øjeblikket og trængte til søvn. “Og har du så også regnet ud, hvor det gunstigste sted bliver for at se dette syn, hvor det er, vi skal lede efter din Himmelkonge?”

                      “Hmm… tjah…” Han trak i sit skæg og rettede på turbanen. “Det er faktisk her, jeg behøver din hjælp, du er bedre til at regne horisontens krumning ud og den slags. Det er et stykke vestpå, jeg tror i Judæa. Men jeg er ikke sikker.”

                      Jeg kunne ikke lade være med at more mig. “Nå, og derfor har du ledt efter mig, så vi kan finde stedet sammen? Jamen så kom med da!”

                      Han stod og trådte sig selv over tæerne.

                      “Hvad er der nu? Har du mere, du vil sige mig?”

                      “Jaeh…” Han nølede. “Vi har altså fået besøg af en æret kollega, mager Caspar fra Etiopien. Han vil godt med, han har set de samme tegn.”

                      “Så lad ham komme med. Men skynd jer. Jeg skal nå at have mig en lille lur, inden vi skal op på taget igen. Har du ikke set, solen allerede står lavt? Eller beskæftiger du dig ikke med himmellegemernes gang om dagen?”

                      Melchior takkede og løb hen for at hente Caspar.

 

                      Hvis jeg vidste, hvad jeg ved nu, tror jeg ikke, jeg havde sagt ja. Jeg kan godt lide mine faste vaner, jeg holder af at møde gamle venner i paladsets gange og sludre med dem over et godt bæger vin. Jeg ynder at ofre til mine guder, til stjernerne, og sidde længe over mine udregninger. Disse udregninger skulle føre mig ud på en lang rejse, føre mig til oplevelser, jeg den dag idag ikke kan forklare… nå, men det kommer senere.

                      Samme aften, da vi alle tre stod på templets tag, var det første syn der mødte mig, det pragtfulde stjernebillede af himlens store jæger, Orion. Han, som var ægypternes Osiris, den døde gudekonge der genopstod ved sin elskede hustru Isis’ hjælp, han der blev far til Horus, den første konge blandt menneskene. Han var gudens søn, sagde man, og solen selv. Isis, den elskende moder, alle kvinders forbillede, hun var den klare stjerne Sirius. Og nu skulle der fødes en konge, der

var som Horus, som den nye sol selv? Utroligt. Skulle himlens tegn findes på jorden – det ville da være første gang i historien, ihvertfald siden ægypternes for længst forsvundne fortid.

                      Melchior prikkede mig på skulderen og pegede. “Se nu dér,” sagde han. “Nu varer det ikke længe, førend Jupiter og Saturn kommer til at stå helt tæt, og har du lagt mærke til, hvor de står?” Han var ellevild. “Se, de står i Fiskene – det må da være tegnet for den nye tid, ikke?”

                      “Jovist.” Jeg smilede. “Og jeg har regnet lidt på det. Det bedste sted at se det fra vil være omegnen af Jerusalem. Nu har vi slutningen af juli, vi har ikke meget tid, hvis vi skal finde den himmelkonge. Planeterne forsvinder fra himlen igen i løbet af et par måneder. Lad os rejse.”

                      Caspar rømmede sig. “Jeg har sørget for lidt gaver til den nye konge,” sagde han beskedent. Jeg vidste, han var særdeles velhavende – hvad mon han havde i tankerne?

                      “Jeg har, for egen regning naturligvis, samlet lidt guld fra mit skatkammer, lidt røgelse, så vi kan hylde guderne ved hans fødested…”

                      Melchior brød ind: “Og jeg har netop fået en last af det fineste myrrhabark fra Arabien. Det må da være en konge værdigt!”

                      “Godt.” Jeg så igen på himlen. Det kunne ikke nægtes, at synet var utrolig smukt – alle disse klare tegn, nu blev jeg også grebet af stemningen. “Lad os rejse.”

 

                      Ørkenen ved nat er et pragtfuldt skue. Luften er isnende kold, men alle stjernerne står så klart, som om det er lamper, der er tændt på en baggrund af det fineste silke. Fordi vi alle var astrologer og vant til at være vågne, når andre sov, rejste vi ved nat og sov i dagens hede. På den måde kunne vi også holde øje med stjernerne. Men måske burde vi have sat vagtposter ud i dagtimerne.

                      Jeg vågnede ved en hvisken tæt op ad teltdugen. “De sover,” lød en ru stemme. “Kom, jeg ved hvor pakdyrene står. Se her, Abdul…” så var han væk. Jeg sprang op fra mine tæpper og ruskede i mine kolleger. “Kom!” sagde jeg, ” vi har ubudne gæster.”

                      Vi greb alle vores sværd, men for sent. Vi nåede lige ud, da alle vores kameler forsvandt i det fjerne. Tilbage stod mit gamle æsel. Gaverne… gaverne til kongen! Jeg så fortvivlet på Caspar. “Hvad nu – hvad vil du nu give den nye konge?”

                      Han smågrinede. “Jeg har altid haft gaverne med mig inde i teltet. De fylder jo ikke så meget, vel? Nej, det er meget værre med mad og vand. Det var det, de stak af med. Hvad gør vi nu?”

                      Melchior stirrede ned i jorden. “Det er min skyld altsammen, det var mig der ville have jer med på turen…”

                      “Pjat med dig,” sagde Caspar. “Jeg ville også, men nu kommer den til at vare længere. Vi bliver nødt til at gå. Og jeg håber, vi finder en kilde snart – ellers er det snart slut med denne her udflugt.”

                      Fra nu af blev vi nødt til at gå tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen, når solen ikke brændte alt for meget. Vi måtte og skulle finde mad og vand, den sidste smule, vi havde lastet på mit æsel, varede kun et par dage. Det var som om ørkenen blev hedere og hedere, Melchior gik og vaklede foran mig.

                      “Sæt dig op på mit æsel,” sagde jeg. “Der er alligevel god plads, du skal bare skubbe vandsækken lidt til side.”

                      Han gjorde som jeg sagde, og det skar mig i hjertet at høre det lille skvulp, der kom fra sækken. Ville vi overhovedet kunne gennemføre denne rejse?

 

                      Timerne gik, det var næsten middag, solen brændte ubarmhjertigt, og stadig ingen kilde i sigte. Melchior sad og snakkede med sig selv. “Kongen…” mumlede han. “Kongen fødes nu, hans mor red på æslet, se…han skal komme til trøst for de lidende… han er livets vand…”

                      “Stakkels fyr,” hviskede Caspar. “Han har hedeslag. Kan vi ikke ride i skygge under de palmer dér?”

                      Jeg kiggede. Der var ingenting, bare en luftspejling – og dog? Der stod da noget et godt stykke borte, en lille lund? Jeg lod æsel være æsel og samlede mine sidste kræfter for at løbe derhen. Vand! Vand! Vand…

                      Der var en kilde. En lillebitte én, men ved fælles hjælp fik vi gravet den ud, og da solens sidste stråler ramte sandklitten foran os, randt vandet endelig frit, og vi kunne få slukket vores tørst. Melchior svedte og frøs, det var helt tydeligt, at heden havde været for meget for ham. Han drak et par slurke, så vaklede han et par skridt afsides og lagde sig til at sove.

                      “Kom nu,” bad jeg, kom nu ind i teltet, vi skal nok hjælpe dig. Du ligger alt for udsat her.”

                      Han svarede ikke.

                      Jeg gik indenfor og lagde mig, Caspar tog kongens gaver med som sædvanlig og puttede dem ind under sit tæppe. Jeg sov uroligt et par timer, sulten gnavede i mine tarme, så vågnede jeg og gik udenfor for at se til Melchior.

                      Jeg troede ikke mine egne øjne. Stod der ikke et får – nej, et lam ved siden af ham? Var vi virkelig så tæt på beboede egne? Jeg listede mig nærmere, jo lammet var virkeligt nok. Det brægede. Her var mad, men hvem tilhørte det?

                      Jeg gik hen og tog lammet i mine arme. Melchior vågnede. “Det var mærkeligt,” sagde han. “Jeg drømte om lammet, Vædderens barn – den nye tid. Og her står du med det.”

                      “Ja. Men vi må vide, hvem der ejer det, før vi slagter det og får noget at spise.”

                      Melchior rejste sig med mig, og vi gik op over sandklitten. Og dérnede… en lille beduinlejr! Vi lod os glide ned ad siden på klitten, vi var ophidsede af glæde, og jeg holdt godt fast i lammet.

                      Jo, vi måtte gerne slagte det og spise, faktisk måtte vi gerne være med og feste sammen med beduinerne. Jeg løb hen og fik vækket Caspar, og da vi alle sad hyggeligt ved bålet og langede til et stort fad mad, spurgte jeg høvdingen, hvor langt der endnu var til Jerusalem.

                      Han smågrinede. “I er vist langvejsfra, ikke? Lige frem efter næsen, bare gå i modsat retning af solopgangen, så er I der inden i overmorgen middag.”

                      Så nær! Jeg takkede. “Jeg har et spørgsmål…øh… har der været en fødsel af en ny tronarving for nylig eller sådan noget?” spurgte jeg.

                      Han rystede på hovedet. “Aner det ikke,” sagde han og langede igen til fadet. “Men spørg i Herodes’ palads. Bare vær lidt forsigtig, de siger han er lidt prikken, med romerne i landet og sådan. Hvad er I egentlig for nogen?”

                      Melchior bøjede sig frem og tog en bid endnu. Så fortalte han i mange og lange vendinger om sin opdagelse, om den nye stjerne, det ville sige Jupiter og Saturns forening, der dannede det mest pragtfulde skue på himlen. Havde høvdingen monstro lagt mærke til det?

                      Jo, det havde han da. “I er stjernetydere, ikke?” spurgte han lidt mistænksomt. “Pas godt på hos Herodes, man siger han ikke bryder sig om den slags folk. Slet ikke, hvis I kommer for at bebude hans fald. De siger, han er meget overtroisk.”

                      Vi takkede og skrev os det bag øret.

 

                      Herodes’ palads var stort og pragtfuldt, men vi var ikke her for at lade os imponere. Selve Judæa var kun et lille land imod vores eget Persien, folk virkede bange og mistroiske, og overalt så vi romerske soldater. De var endda hos Herodes i hans eget palads, og vi kunne se, at han gerne ville tækkes dem. Hans egen påklædning lignede en romers, han bar toga og førte sig frem som en kejser.

                      “Hvad vil I?” spurgte han, da han fik øje på os. Melchior og Caspar skyndte sig at knæle ned, og jeg fulgte omgående efter.

                      “Vi er magere, altså astrologer, fra hofferne i Edessa og Etiopien. Vi har fulgt stjernerne her op til den nye tidsalder…”

                      “Ja?” Herodes virkede utålmodig.

                      “Vi ville gerne ønske tillykke med den nye arving,” busede Caspar ud. Åh, kunne han dog ikke tie stille?

                      “Hvad?” Herodes’ øjenbryn løftede sig. “Har man ikke meddelt mig, at jeg har fået en søn?” Han vendte sig og hviskede noget til en hofmand, der stod bag ham. Denne rystede på hovedet.

                      “I må have taget fejl,” sagde han til os, “ingen af mine hustruer eller konkubiner har født for nylig. Hvad bygger I jeres formodning på – og er I sikre på, det skulle være her?” Så klappede han i hænderne, før vi kunne svare. “Kald alle mine skriftkloge og ypperstepræsterne sammen. Vi må holde rådslagning.”

                     

                      Præsterne så mistænksomt på os, men jeg synes Melchior holdt hovedet koldt, da han forelagde vores data. En farisæer nikkede vidende.

                      “Det er sandt, herre,” sagde han. “Jeg kender godt sådan en spådom, om løven af Judas stamme, om en hyrde for folket, der skal fødes i trængselstider.”

                      “Godt, så find barnet,” sagde Herodes og smilede til os – et ulvesmil, syntes jeg. “Jeg vil jo gerne give dette barn al mulig ære, måske bliver han min arvtager.”

                      Da vi gik ud af rådssalen, fulgte farisæeren efter os. “Pas på,” hviskede han. “Jeg turde ikke sige alt derinde, også fordi jeg ikke stoler på kongen.” Han så sig tilbage. “Kom med mig udenfor, hvor der ikke er romere eller spioner, der lytter.”

                      Ude i paladsets have, i skyggen af en herligt duftende rosenbusk, satte farisæeren os ind i sin hemmelighed. “Jeg stammer fra omegnen af Bethlehem, et sted for de fromme essenere færdes,” sagde han. “Og jeg kender en del til deres tydning af tidernes tegn. De taler også om en ny tid, om en hyrde der skal fødes. Mit råd til jer: led dér, men sig det ikke til nogen. Hvis kongen finder barnet, har jeg en mistanke om, at han vil lade det dræbe.” Så skyndte han sig ind i paladset

igen uden at sige farvel.

                      Altså rejste vi i retning af Bethlehem. Vi så os godt for og førte os ikke frem som vismænd, men som almindelige købmænd, og vi havde alle købt nye kameler til vores last. Vores penge havde man da heldigvis ikke stjålet i ørkenen.

                      Vi købte og solgte overalt, og med mange svinkeærinder lykkedes det os til sidst at nå Bethlehem en aften. Vi stod og så ud over byen, og jeg kiggede efter den store konjunktion, Jupiter og Saturn, men vi havde været for længe undervejs, og de to planeter kunne kun lige akkurat skimtes over horisonten. Jeg sukkede. Hvordan skulle vi så vide, hvor vi skulle gå hen?

                      Da udstødte Caspar pludselig et gisp og trak mig i ærmet. “Se,” sagde han. “Et stjerneskud…”

                      Der skete noget mærkeligt. Det var som om stjerneskuddet hang meget længere på himlen end normalt, vi kunne alle nå at se det, og pludselig delte det sig og faldt som en gylden regn over et lille hus, et herberg så det ud til.

                      “Dér skal vi ned,” sagde Melchior kort og hyppede på sin kamel.

 

                      Inde i det lille hus, et anneks til herberget, en gammel stald så det ud til, sad et ungt ægtepar. Manden bød os indenfor, og han kunne bekræfte, at hans trolovede  ganske rigtigt var nedkommet med en søn. “Men det er et par måneder siden,” sagde han og løftede øjenbrynene.

“Hvordan i alverden kunne I vide det? Jeg mener, jeg er jo bare en simpel tømrer, omend af gammel, ædel slægt naturligvis, og  både min hustru, Maria og jeg selv tilhører essenernes orden. Har de fortalt jer noget?”

                      Jeg rystede på hovedet og skulle til at forklare, da den unge Maria rejste sig fra sit leje og kom hen til os med den lille dreng på armen.

                      “Hvor er han dejlig!” udbrød Melchior spontant. “Og se, han smiler til os…” Han dikkedikkede den lille, der stak i et glad grin, og Maria smilede til os.

                      “Hvad skylder vi æren?” spurgte hun venligt og lidt genert.

                      Da kastede vi alle tre vores kapper og knælede. Melchior førte ordet, han har altid været bedst til den slags. “Vi kommer for at hylde den nye tids konge, løven af Judas stamme, vi så tegnene på himlen for et par måneder siden.”

                      Caspar tilføjede: “Vi bringer dig gaver, guld og røgelse og myrrha, til din ære, oh ædle himmelske kongesøn.”

                      Maria så på sin mand. “Josef,” sagde hun. “Husker du, da han fødtes? Det var som om himlen selv sang for os.”

                      Josef nikkede, han havde tårer i øjnene. “Jeg tror dig,” sagde han. “Jeg tror dig nu, selvom det først var svært at acceptere din historie.” Og så knælede han sammen med os.

                      “Hvad var det for en historie?” hviskede jeg til ham.

                      “At jeg ikke er barnets virkelige far. At han er undfanget ved åndens hjælp mens hun endnu var jomfru, den hellige ånd. At han er noget særligt. Jo, nu forstår jeg, og jeg vil gøre alt for at passe på Maria og den lille Jesus.”

                      Jeg så nærmere på barnet, og et kort øjeblik var det som om drengen var indhyllet i en slags lysskær. Jeg blinkede. Så lod jeg mit blik gå til stjernerne som altid, og det gik op for mig, at solen netop i øjeblikket stod i Jomfruens tegn. Denne kvinde som undfangede ved ånden, hun var altså en himmelsk jomfru. Nu faldt også jeg ned og tilbad. Dette var hinsides min fatteevne. 

                      Et par dage senere rejste vi hjemover. Vi fulgte en anden vej, ingen af os havde lyst til at møde Herodes efter denne oplevelse. Vi rådede Josef og Maria til at drage til Ægypten, her havde Caspar gode forbindelser, de måtte for enhver pris undgå at falde i Herodes’ eller romernes hænder. Her kunne den lille Jesus også oplæres i den visdom, vi selv havde nydt godt af. Og vi håbede alle da vi skiltes, at han en skønne dag ville blive en stor og vis konge for sit folk, én der kunne forstå alle tegn i himlen og på jorden.

                      Jeg er en gammel mand nu, og jeg venter stadig på efterretninger fra Caspar om, hvordan det gik drengen. Han må være voksen nu, og så vidt jeg ved, er der mere uro i Judæa end der længe har været. Jeg håber inderligt, han er stærk nok til at blive det, han er udset til, at han bliver en god hyrde for den nye tid.