af Jeanne Cordua

Vi havde holdt solsystemet under opsyn i umindelige tider. Gartnerne havde været der længe før nogen kunne huske og havde sået livets frø på de gunstigste af planeterne, og nu var det tid for inspektion.

Vi, der nu skulle studere planeterne nærmere, ville ikke nærme os i fysisk form. Dels var afstandene i universet så enorme, at en fysisk krop aldrig ville kunne overleve rejsetiderne, dels var der det universelle sikkerhedsregulativ at tage hensyn til. Ingen livbærende planeter eller potientielle livbærere måtte smittes af fremmede organismer, og i tilfælde af højere udviklet liv måtte heller ingen traumatiske oplevelser påføres levende bevidstheder, hvad der kunne resultere i uheldige sociale og politiske konsekvenser eller endda give startskud til mytedannelser og religiøse bevægelser.

Altså blev sonderne aktiveret igen. De var sendt i omløb om flere af de ydre planeter for evigheder siden, og nu skulle vi, Vogterne, sørge for, at signalerne vækkede dem. Vi havde selv taget plads i et dobbelt solsystem, der lå kun knapt ti lysår fra den lille, gule sol og dens system. Ti år i den gule sols system var kun et øjeblik for os, der for millioner af år siden havde forladt vores fysiske kroppe, en tid, der både stod for os som vores ubekymrede barndom, men også virkede underligt primitiv på os nu. Vores bevidstheder befandt sig på dette tidspunkt i krystallinske strukturer, der kunne fornyes med jævne mellemrum. Vi var frie for sygdom, frie for lidenskaber, der drev andre levende væsener til krige og ulykker, og vi var i stand til at vente tålmodigt, mens sonderne indsamlede data. En dag blev vores udholdenhed belønnet, og meldinger begyndte at strømme ind.

Der var liv på flere af planeterne, så vi til vores store glæde. Livet var det vigtigste af alt i hele universet, og her havde Gartnernes arbejde båret frugt. Kometer var blevet sendt mod solsystemets midte i millioner af år, og nu havde tre kloder endelig vist de ønskede tegn. En måne omkring den femte planet, en stor gaskæmpe, den tredie og den fjerde, typiske små klippeplaneter. Alle havde vand eller is, alle viste de ønskede tegn. Nu var det på tide at studere dem nærmere.

Jeg og en gruppe andre Vogtere rejste til den sonde, der befandt sig i omløb omkring den fjerde planet. Oppefra viste der sig allerede grønlige skygger omkring havene, temperaturerne var gunstige, og ved nærmere eftersyn kunne vi begynde at skimte stimer af smådyr, der svømmede i vandene. Atmosfæren var tynd, men med livet etableret ville den vokse, sådan var loven alle steder. Vi glædede os alle og rejste videre ind mod solsystemets midte.

På den tredie planet myldrede der af liv. En mangfoldighed af arter i havene, grønne planter på land, og vi så til vores store glæde, at selv højere dyr var på vej op på land for at kolonisere det store kontinent midt på planeten. Her var der noget at arbejde videre med, atmosfæren var rig og tæt, her måtte vi vende tilbage om ikke alt for mange millioner år.

På vej ud af solsystemet igen aflagde vi et kort besøg ved den store gaskæmpes ismåne. Endnu var der kun svage spor af aktivitet; men det var vores håb, at den med tiden kunne få mere udviklet liv dybt i sine store, isdækkede have. Der var varme nok fra undergrunden, men månen ville ikke blive vores højeste prioritet foreløbig. Der var de to andre planeters udvikling at tage hensyn til: Tvillingplaneter med liv hørte trods alt til sjældenhederne. Nu skulle der beskyttes, vælges ud og holdes øje med de første spirer af intelligens; vores fornemste mål var som altid at finde ligesindede livsformer, der kunne hjælpes op ad visdommens stige og blive vore ligesindede. Måske endda træde ind i Vogternes fornemme orden om milliarder af år?

Vi satte sonderne på overvågning igen, inden vi forlod solsystemet. Der ville trods alt gå uendelige tidsrum, hvor livet skulle finde sine egne veje, inden vi kunne gøre mere. Men vi stabiliserede kredsløbet hos de to inderste planeters måner, så de ikke ville forårsage sammenstød med katastrofale følger.

Så langt, så godt. Vi havde andre opgaver ved andre stjerner, travle myriader af år lå foran os. Og aldrig har vi fortrudt vores uopmærksomhed mere!

For os, Vogterne, er en stjernes liv som vores eget, vi fødes og dør i deres umådelige hede, hvis man kan tale om fødsel og død. Alt forandres, alt opstår på nyt af universets tåger. Kun den største, selve Kilden, kender altings begyndelse og ende, vi er kun tanker i det uendelige sind. Men i vores egne sind var der ingen uro, alt forløb jo efter planen.

Indtil den dag, hvor alarmerne begyndte at løbe ind fra det lille solsystem. Langsomt var stjernen undersin rejse i den lokale galakse kommet til et meget aktivt punkt. En stor støvsky bredte sig rundt omkring den og nabostjernerne, og kometer, asteroider og andet affald begyndte at bombardere alt omkring sig. Dobbeltstjernen, vores observationspunkt, var samtidig blevet ustabil; den største, røde stjerne svulmede op for vores blik og eksploderede i en nova. Vi så med sorg, at de lokale sonder forsvandt for vores blikke, og den vagt, vi havde i nærheden af det lille solsystem, forsvandt i det glødende inferno. Og i en omkreds af adskillige lysår kom alt i oprør.

Vi hastede til det lille solsystem. Jo, alle planeterne var der endnu, systemet var stabilt. Og dog… På vej ind bemærkede vi, at det lokale kometbælte udenfor de yderste planeter begyndte at sende projektiler ind mod midten, og et lille asteroidebælte mellem den fjerde og femte planet var vokset betydeligt. Vi håbede, den kunne fungere som buffer…

Den fjerde planet – skøn og grøn med azurblå have drejede sig for vores øjne. Da skete det, ingen havde vovet at tro. En gigantisk komet var på vej, med usvigelig sikkerhed styrede den mod denne lille verden. Vi forsøgte at afbøje dens bane, hvad der kun resulterede i, at den blev brudt op i flere stykker, der hver især fortsatte ind mod midten. Vi var alle dybt rystede – hvordan kunne vi dog have overset den? Sådanne kometer var normalt Gartnernes værktøjer, når planeter skulle forsynes med vand og liv, den skulle ikke være her, absolut ikke her og slet ikke nu.

Men det var for sent. To – nej, tre store fragmenter susede mod planeten, og vi kunne intet gøre. Få øjeblikke efter så vi de tre nedslag. Det glimtede som af lyn, og derefter blev hele planeten dækket af et tæt, rødt støvlag. Vores arbejde var spildt. Men hvad så med den næste planet, den med de store have?

Den lå endnu yndig og blå foran vore øjne, drejede sig med sin store måne i hvad der syntes evig fred. Men nej… nu fór ikke et kometfragment, men kun en enkelt, lille asteroide, en ubetydelig klippeblok, mod dens ækvator. Asteroiden måtte være blevet revet løs fra asteroidebæltet ved bombardementet af søsterplaneten. Hvad kunne vi gøre? Vi kunne ikke skyde alle småsten bort, vi kunne ikke være alle steder på én gang.

Vi så igen det forfærdelige syn. Havet stod op i en paddehattesky, hvor asteroiden havde ramt, dernæst kom alle have i oprør, jordskælv rystede planeten, vulkaner sprøjtede i store bælter overalt langs kontinenternes rande. Men denne planet døde ikke. Og mens vi med tilbageholdt åndedræt holdt vagt over planeten i de kommende århundreder, så vi til vores glæde livet myldre frem igen. Først kun smådyr; giganternes tid var forbi, de store reptiler var væk. Men langsomt og med usvigelig sikkerhed gik livets love igang med at genskabe alle nicher, fra hav til himmel. Og vores glæde var såre stor.

Vores foresatte kaldte os tilbage, der var andre opgaver, andre solsystemer, der krævede vores opmærksomhed, men nu gjorde vi ikke mere den fejl at glemme det lille solsystem. Vi udlagde permanente sonder ved den femte planets måne og ved den fjerde, nu så fortvivlende døde planet. Vi kunne derfra overvåge den tredie planet på fornuftig afstand; for vi lagde hurtigt mærke til, at visse arter af små trælevende pattedyr viste tegn på intelligent adfærd. Deres sociale system, deres håndtering af deres miljø, det mindede os om arter, vi havde set andre steder. Og de måtte ikke se os, ikke få traumatiske oplevelser af at møde intelligenser langt over deres egen. Vi havde jo set, hvad det kunne afstedkomme: Kulturer, der havde opfattet os som guder, havde fremtvunget en alt for hurtig udvikling, krige fulgte i kølvandet, når livsformerne skulle lære at styre deres nyvundne viden – planeter var bukket under.

Nej, dette skulle være den beskyttende vugge om vores venner.

Efterveerne fra novaen for mange millioner solår siden kunne stadig mærkes. Vi havde givet nabostjernen et navn: Sirius, den brændende. Vi, der ellers aldrig gav navne til stjerner for ikke at knytte os for tæt til dem! Lidet anede vi, at de følelser, vi var begyndt at nære for den tredie planet og dens liv, var ved at ændre os selv. At netop dette særkende var en del af den forførende skønhed, som alle livbærende planeter besad, og i særlig grad denne, som var i konstant forandring. En lille gruppe af os begyndte at trække os langsomt ud af det store fællesskab, og nogle af de andre Vogtere begyndte at føle uro over vores forehavende.

Men hvordan skulle vi forlade de elskede planeter? Nu kaldte vi stjernen Sol, vi døbte den tredie planet Ta (den tredie på vores sprog), den fjerde Ares (den fjerde, men også den hærgede) og den femte Jovi (den femte, den store). Vi blev nervøse, da ismasser begyndte at dække store dele af Ta, fordi dens hældningsgrad var blevet ustabil under de sidste katastrofer, vi fulgte med tilbageholdt åndedræt de store kontinenters vandringer, adskillelser og sammenstød, der gav ophav til bjergkæder og nye have. Vulkaner spyede ild over sagesløse landskaber, jordskælv rystede andre egne, øer og lande fødtes og gik under. Ismasserne kom og gik flere gange. Men livet gik videre. Og i det skjulte planlagde vi en ekspedition – kun én, ikke mere – der skulle sætte gang i de små hominider, der nu, på trods af alle de kræfter, de var oppe imod, var begyndt at trives og vise initiativ, endda lave primitive redskaber og tæmme ilden.

 Vi afbrød forbindelsen med de andre Vogtere. Kun for en tid, kun så længe dette eksperiment varede, lovede vi os selv.

Altså gik vi ind i materiens verden. Vi, der ingen fysiske egenskaber havde, lod os se i former af lys, vi satte instrumenter ned på det store, sydlige kontinent og talte til dem. Vi blev deres lærere en tid, en ganske kort tid. Vi instruerede dem i vævning, i pottemageri, i dyrkning af planteafgrøder og i smeltning af metaller. De kvikkeste af dem satte bo nær vores instrumenter, og de gav deres nye lærdom videre til deres børn, den ene generation efter den anden.

Og blandt børnene var der nogen, der begyndte at interessere sig for selve tiden. Det største af alt, selve det univers, vi lever i. Vi rørtes dybt i vores indre, og jeg påtog mig opgaven at lære dem om solen, månen og stjernerne og give dem kendemærker, så de kunne måle tiden. De unge tegnede streger på ben og sten, de malede billeder i huler, langsomt bredte forståelsen sig, og de navngav stjernebillederne på himlen omkring planetens ækvator, dér, hvor deres klodes brødre og søstre, de andre planeter, vandrede henover året. En kreds af dyr, herligt jagtvildt, store helte fra deres egne fortællinger og ting, de kendte. Men over dem alle satte de Den Store Jæger, ham med de tre stjerner som bælte, og jeg må indrømme, at jeg lod dem give stjernebilledet mit eget navn – Orion, Sahu på deres sprog, Nilmenneskenes sprog. Omkring nordpolen kredsede de stjerner, som aldrig forsvinder under horisonten, og i deres mytologi blev nordstjernerne det sted, hvor alle sjæle skulle mødes, den evige himmel, som vi alle var en del af. Nogle af menneskene udviklede nye evner, de kunne kommunikere med os i tanker og drømme, og dette fremskridt gjorde os forbløffede. Tænk, at en så uudviklet art havde de evner på et så tidligt tidspunkt!

De fleste mennesker var jægere og nomader, og deres slægtninge vandrede ud over Ta og bragte deres viden med sig, andre blev i det velsignede land, hvor de var opstået. Her i Den Første Begyndelses land skulle vartegnet over alle vartegn sættes, lovede man os. Med tiden ville man bygge selve Sahus tegn på jorden, og det skulle være pagten mellem menneskene og Vogterne til evig tid. Og vi lovede dem, at vi ville sætte et lignende tegn på himlen til menneskene, den dag de var modne til at følge os ud i rummet. På dette tidspunkt stod Ta og Ares så nær ved hinanden som de kun gjorde hver 60.000. år, og det var nemt for os at udpege planeten på himlen for dem. Dér skulle de lede, sagde vi.

 Vi forlod Ta igen, alle sørgede, og mange så op mod Orion og bad til, at vi ville vende tilbage. Vi genoptog kontakten med Vogterne, men vi sagde intet om vores ekspedition. Måske var det vores fejl, men vi havde jo fremskyndet kulturudvikling på trods af alle advarsler.

Derfor turde vi heller ikke bede om hjælp til redning af vores menneskevenner, da endnu en istid på Ta gik mod sin slutning, og store vandmasser – denne gang i løbet af få Solår – fossede ud over planeten og druknede mange spirende kultursamfund. Havde vi afsløret det, som vi havde afstedkommet mod Loven, ville vi være blevet bandlyst fra solsystemet. De typiske tegn på indblanding fra Vogternes side var nemlig begyndt at vise sig: Præsteskaber opstod, først som bevarere af vores viden, sidenhen kom magtdannelser til, krige opstod… alt det, vi var blevet advaret imod. Men nu var det for sent.

Med gru så vi til, da et par store øsamfund gik under – det ene på én eneste nat, floder gik over deres bredder, bræer kælvede – og alligevel var der håb, Disse ukuelige mennesker byggede både, sejlede ud over de urolige have, gik i land nye steder, fortsatte med at hæve intelligensens fakkel overalt, hvor de kom frem.Og overalt gik læren om tidens væsen i arv. Tusinder af solår gik, og en skønne dag påbegyndte man et kæmpestort byggeri i Nillandet. Tre store pyramider blev bygget, selve Orions bælte. Andre fulgte, og langsomt blev det store symbol fuldendt.

Vi var alle meget glade, vores mål var nået. Og nu vidste vi, det kun ville være et spørgsmål om tid – måske nogle få årtusinder, inden menneskene ønskede følge os på rejsen gennem rummet. Da ville de en skønne dag finde en gave, et minde om vores første møde, på Ares, den planet, alle nu kaldte Mars. Et menneskeansigt, indgraveret i den uforgængelige klippe på den døde planet, en hilsen fra os til dem. Og kanhænde de da ville mindes os, Vogterne, deres læremestre og venner og forstå, at livet var noget universelt, den kosteligste gave af alle.