Bautasten på Bornholm

af Jeanne Cordua

Bautasten er ikke kun noget, der er forbeholdt Obelix! Med al den granit, der findes på Bornholm er det naturligt, at de gamle satte massevis af bautasten herovre. Der skulle efter sigende have været over 500, men i dag er der kun ca. 200 tilbage.

Hvad betydningen af disse bautasten er – måske mindesmærker af forskellig slags, ligesom deres arvtagere, runestenene (hvoraf vi herovre har 51), men de kan også have været brugt til afmærkning af forskellige grænser eller måske som gudebilleder osv.

Jeg vil her vise nogle kendte bautasten og fortælle ganske lidt om dem.

Jeg har også tilføjet omtrentlige koordinater for hvert enkelt sted, hvis man har lyst til at gå ind på Google Earth og søge- NB! Disse steder på Bornholm er desværre meget utydelige.

Louisenlund

Den kendteste bautastenlund på øen.

Desuden findes Gryet ved Nexø, der også er en markant bautastensamling.

Koordinat: 55,08,12 N, 15,04,04 Ø

Kort over Louisenlund

Louisenlund indeholder Bornholms næststørste samling af bautasten. Navnet henviser til,at Louisenlund blev købt af Frederik VII under hans besøg på Bornholm i august 1851, lunden blev navngivet efter Grevinde Louise Danner, der sikrede lunden en fast årlig ydelse til vedligeholdelse.
Mange sten har skrå kanter, som kunne bruges som pejlemærker mod stjernerne.

Midterstenens kant peger 51,2 grader NØ – solopgang sommersolhverv.

Teori om midterstenen – læs under Helleristninger og astronomi i menuen til venstre!


Stammershalle

Gravplads fra jernalderen, men sikkert også helligdom.

Kort over Stammershalle-området

Koordinat: 55,14,25 N, 14,51,54 Ø

Den midterste sten af de tre tv.

Denne har “ansigt” – måske en gammel gudestatue, evt. Njord (havets gud)?

NB! “Ansigtet” ses i profil med munden til venstre, øjet i toppen midtfor.

De tre sten mod havet peger mod solopgang. Den midterste flugter med en naturlig klippe i strandkanten, som kan ses på billedet.I hvilken retning peger midterstenen?

Rigtigt, 51,2 grader NØ – altså sommersolhverv ved bronzealderens begyndelse!


Hellig Kvinde

Øens kendteste “hilsesten” – se nedenfor.

Hellig Kvinde står ved landevejen til Listed, nær Svaneke. Hovedstenens hældning peger mod 315 grader, solnedgang på årets længste dag.

Der er 11 sten i alt, 1 stor (kvinden) på en lille røse, 10 små (hendes børn) i en skibssætning omkring den.

Koordinat: 55,08,58 N, 15,05,32 Ø

Fra gammel tid (hvor gammel?) har man hilst denne sten med et “Goddag Hellig Kvinde og dine ti bælla (børn)”. Mon vi har at gøre med et gammelt frugtbarhedsritual for den Store Moder?

Man ser et tydeligt formet hoved, men ellers er faconen ikke særligt kvindelig! Skibssætningen kunne dog med god vilje godt tolkes som en vulva…


Hellig Hågen

Øens mandlige hilsesten, Hellig Hågen, findes i ikke særlig kendt område i Bodilsker Plantage.

En historie fortæller, at en mand skulle ind i højlyngen for at arbejde, og han kørte derind om morgenen og kom forbi Hellig Hågen. Han gad ikke hilse og sagde bare: Goddâ, din helliga faninj! Ved solnedgang skulle han hjem, men for vild igen og igen, indtil han, lige før solen forsvandt, nåede Hellig Hågen. Og SÅ tog han sin hat af og sagde: Onsjyld, Hellig Hågen, jeg skal aldrig gjorra det mer! Godaftan! Og endelig kunne han slippe ud… (undskyld min dårlige bornholmske stavning).

Bemærk ansigtet! (sur mund til venstre, øje som en plet lidt under midten foroven)

Koordinat: 55,04,42 N, 15,01,19 Ø


Frenne

(Del af en mindre bautastenlund – kendes ikke som hilsesten). Frennestenen står øst for landevejen nær feriebyen i Svaneke, syd for byen.

Også denne sten har ansigt.

NB! “Ansigtet” ses i profil med munden til venstre, øjet i toppen midtfor.

Er her igen tale om gamle gudebilleder – og hvilke?

Koordinat: 55,07,38 N, 15,09,12 Ø