Julebarnet.

 Martha, konen på gården, stod og kiggede ud ad køkkenvinduet. Det var den 23. december om eftermiddagen og hun var træt og øm i ryggen efter alle juleforberedelserne og glædede sig til at slappe af med familien i helligdagene.

  Bag sig kunne hun høre sin ældste datter, Elna, stå og give den nye pige ordrer. Hun var polak – en af dem der var kommet til øen om foråret. Hun hed Marika og var gift med Stefan, og Marthas mand havde givet dem fodermesterhuset nede for enden af vejen. Han var meget glad for Stefan. Roste ham altid i høje toner for hans flid og dygtighed, men Marthas begejstring for Marika kunne ligge på et meget lille sted. Hvad lignede det måske at få en højgravid »paja«? Og rent galt var det da også gået her op mod jul.

 Marika forstod ikke de bornholmske juleskikke. Hun brød sig ikke om ristepølse, anede ikke hvor vigtigt det var, at sildesalaten var god. Næ, det var godt Elna kunne tage fat! Og ved juleslagtningen måtte Marika ikke se blod. Marika måtte ikke ditten og ikke datten. Marika sad bare med sin rosenkrans. Nej, Martha forstod ikke katolikkerne og deres underlige vaner.

  Og sagde hun noget til manden, bad han hende bare tage den med ro og se tiden an. Åh! Som om der var tid til det! Alt skulle jo være pudset og fejet og fint til jul, det vidste da alle. Og hun ville i hvert fald ikke tabe ansigt over for familien. Hun ville gøre alt for at glæde dem, og netop nu, i år, var det hendes tur til at holde juleaften.

  Elna kaldte. Brødene skulle tages ud af ovnen. Havde de nu husket alt. Rugbrødene var bagt, hvedebrødene og den store julekage, hendes stolthed, børnenes kagefigurer – og var der nu skåret kors i brødet?

  Jojo, alt var som det skulle være. Men hvor blev han dog af, manden. Den tur til Rønne kunne da ikke tage så lang tid?

  Men manden, Hans Peter, var allerede på vej hjem. Han var glad. Han havde hentet sin bror på havnen – hvor var det godt at mærke duften af tjære og tovværk igen – besøge en skibshandel og snakke med søfolkene! Hans Peter havde altid elsket havet; men som ældste søn havde han været den, der skulle overtage gården, og selv om han kunne se havet og havde strandret helt til Sose, var det ikke det samme. Nå pyt, nu var de jo på vej hjem. Broderen belæsset med fremmedartede gaver til hele familien, og begge i godt humør efter de sype, de havde fået i skibshandelen. Gæssene og ænderne var solgt og havde givet gode penge – og det var godt, for gårdens skyld.

  Hans Peter vidste, at Martha elskede gåsesteg, men hun sagde aldrig et ord om det. Talte kun om de rare fjer og dun og skyndede altid på ham for at få en god handel. Men han havde set hendes øjne. Til næste år, så skulle hun få gås – det var helt sikkert!

  Martha og Hans Peter tog imod i døren til den fine forstue. Fjedervogn efter fjedervogn drejede ind i gården. Slægtninge fra nær og fjern strømmede ind.

   »Har I set, det er begyndt at sne?«

   »Bare det nu ikke blæser op – så får vi driver«.

   »Har I husket at få ploven ind, så Jerusalems Skomager ikke kommer og sætter sig?«

   Og så videre, og så videre.

   Stefan og Marika var med. Stefans øjne strålede. Marika tog sig til maven engang imellem, ganske diskret, mens hun bar retterne ind: den kolde steg med sovs og kartofler og den mærkelige rødkål, hun ikke selv brød sig om; det fine pålæg, sildesalaten, hvortil man nød adskillige sype, og fremfor alt »darrelsen«, skyen, der blev budt om med andagt. Hun så Marthas bekymrede øjne og hvordan de lyste op, da det efterhånden ret livlige selskab roste den i høje toner.

   Endelig færdig. Nu bare vente på opvasken, så…

   Men hvad var det? Ikke allerede nu?

   Marika mærkede smerterne komme og gå, fik listet sig hen til Stefan, der var i højt humør og gav ham besked, og så over gården og ind i fodermesterhuset og ligge ned.

Hvor var der meget sne allerede! Hvordan skulle de få en jordemoder frem?

 Stefan talte med Hans Peter og Hans Peter talte med Martha.

 De kiggede ud ad vinduet – nu var snestormen i gang for alvor. Ikke til at få en jordemoder frem i det vejr!

 Ganske langsomt rejste Martha sig, tog sit sjal på uden et ord og gik udenfor. Også dette skulle Marika byde hende – netop juleaften!

 Men idet hun gik over gårdspladsen, skete der noget mærkeligt: Al hendes juleuro og træthed forsvandt, og i stedet mærkede hun en spænding stige i sig, forventningen om den opgave, der nu lå foran hende: det nye liv.

  Hun følte Marikas fuldstændige tillid, så sig om i hendes pæne, rene lille stue med krucifikset på væggen og smøgede ærmerne op.

  De kæmpede i tre timer. Marika uden at kny, Martha tavs og sammenbidt. Fra stuehuset lød salmerne fra julestuen, fjernt, i en anden verden.

Underet skete.

  Martha smilede til Marika, en tåre trillede ned ad hendes kind.

  Varsomt lagde hun drengen i hendes arme.

  Alle bryderierne var glemt. For var dette måske ikke den største julegave af alle?

 

(Bragt første gang i Bornholms Tidende november 1989).