et postkort fra livet på landet
af Jeanne Cordua
På Klinthøj bor en flok gæs. En ganske usædvanlig flok gæs, skønt for almindelige mennesker er det bare en gråhvid gase og to hvide gæs. Hvad usædvanligt skulle der være ved dem?
Intet kunne være fjernere fra sandheden.
De kom til mig for omkring fjorten år siden, da jeg besluttede at jeg ville holde lidt gæslinger til julegås og anden god mad.
Men jeg kom til at holde meget af dem. Det er sjovt og underholdende at holde gæs, og ud af flokken valgte jeg en gase og en gås, som fik navnene Morten og Mille, og de dannede hurtigt par.
Gasen havde dog den store sorg at miste sin mage efter et halvt år, og i vintermørket stod han og klagede sin nød ved siden af den døde gås, der uvist af hvilken grund var omkommet og nu lå i en vandpyt.
Han klagede og sørgede i flere dage, men langsomt glemte han og overførte sin kærlighed på mig, hans menneske.
Det er ret så anstrengende at blive elsket af en gås, skulle jeg hilse og sige!
Den gode Morten ville nemlig hele tiden med ind i køkkenet – gæs er ikke just ”vandtætte” bagi, og mangen saftig, grøn klat afslører hvor en gås har sin daglige gang.
Men en enkelt gang tog jeg ham dog ind, og han traskede trøstigt ind i stuen, hvor fjernsynet var igang.
Opera….
Han stirrede på tv-skærmen, hvor sangerens ansigt netop fyldte det hele – og bed fjernsynet!
Morten kunne ikke lide fremmede.
Men han kunne lide mig, og det var ganske anstrengende, da det blev forår. For hvordan kan et menneske opfylde en gases kærlighed? En gase, der forsøgte at kravle op på skødet af mig, og med vildt baskende vinger, der sendte mine briller ud på en flyvetur og gav mig blå mærker på armene, forsøgte han give mig ”elskovsbid”. Av! Gaser har små lameller i næbbene, og de føles som tænder, hvad enhver der har prøvet at blive nappet i bagdelen af en arrig gås muligvis har bemærket?
Altså, situationen var uholdbar….
Vi anskaffede en gås til ham, Martina, en yndig hvid frøken der også hurtigt fandt sig et sted at ligge på rede.
De fik syv dejlige gæslinger, og der overlevede fem til voksenalder.
Nu vil dyrevenner nok hævde, jeg er en grusom gåsemor, men ganske pragmatisk skulle disse gæs jo smage ganske godt?
Der må jo gås på bordet….
Om efteråret skulle der slagtes. Syv kæmpestore, hvide gæs – hvordan i alverden kender man forskel, når man ikke har fået taget sig sammen til at give dem ringe på?
Uheldet skete.
Vi fik gemt gåsen Martina og en en anden én – men det var ikke Morten. Vi havde spist ham!
Jeg skammede mig.
Nu stod vi så tilbage, viste det sig, med TO gæs og nul gase.
Gode råd var dyre!
Min kære Henrik kendte én, der havde en gase i overskud.
Den nye ”konge over Klinthøj” arriverede, grå og hvid, med bestemte, blå øjne og flot rejsning. Men han lignede en ulykke, da jeg så ham først – hans fjerdragt hang i laser efter at have gået tæt sammen med andre gæs – og han havde gigt og haltede på det ene ben.
Men han fik lov at gå frit og kom sig snart, dog har han haltet med mellemrum lige siden. Når jeg har gigtsmerter i mine egne ben, halter han også – vi er meget solidariske.
Det er nu omkring tolv-tretten år siden, og hvert år har gæssene lagt æg. Den nye gase fik navnet Morten II, naturligvis, og han står hvert år med stolthed foran sine fruers fællesrede. Men de ruger ikke, de madammer!
Vi har ladet æg udruge hos venner – der kommer en gæsling hvert år – og så hygger vi os med mortensgås og et godt glas rødvin. Der må jo gås på bordet.
Nu er sagaen ikke slut med gæssene alene.
Som bekendt er øen plaget af dræbersnegle, og længe holdt min egen have stand. Indtil en sommer for et par år siden, hvor det pludselig krylrede i græsset, og med væmmelse gik jeg igang med en saks. Adw!
Skulle moskusænder være løsningen?
Jeg fik sporenstregs fat i to ænder, og de hyggede sig i haven sammen. Blev gæssene for nærgående (gæs er meget territoriale og vil bestemme alting), fløj de bare op på taget og sad og kiggede ned. Man kunne næsten høre dem grine…
Gæs flyver ikke så godt, de kan højst klare at flyve 8 – 10 meter i ca. 1 meters højde over jorden – og det var i deres unge dage.
Men ænderne burde da have en mage, og jeg fik anskaffet en flot andrik til dem.
Jeg havde også en fornemmelse af, det måske var en god idé, da gasen mange gange forsøgte at parre sig med ænderne – et grumt syn, i betragtning af at gasen er tre-fire gange så stor som anden!
Andrikken gjorde sig arbejde godt, og snart myldrede ællingerne frem. Moskusænder er temmelig frugtbare, hvad ejere af moskusænder kan skrive under på, og to kuld á 12 stk om året var ved at være normen.
Nu var der absolut ingen dræbersnegle tilbage i min have… Desværre åd ænderne også alle mine blomster.
Til læserens oplysning kan jeg nævne, at det er ællingerne og de unge ænder, der spiser snegle og andet kravl – de har et stort behov for protein, og jeg har flere gange set en ælling nedsvælge en ordentlig, lyserød ”spaghetti” udenfor mit vindue!
Naturligvis nød gasen at bestemme alting. Engang sad en gæst i sin bil udenfor min dør. Hun turde ikke køre videre, da følgende syn rullede sig ud for hendes øjne:
Først kom en forvirret kat rendende tværs over indkørslen. Dernæst fulgte en and i skarpt trav – så andrikken (han fløj) og til sidst kom gasen, trompeterende for fuld udblæsning. En høne stod og kiggede på og fattede ikke en disse.
Det var bare dagligliv på Klinthøj.
For mange ænder? Jamen, moskusænder smager pragtfuldt!
Desværre gik det også her, som det gik i sin tid med min første gase – vi kom til at slagte andrikken. Ak ja, dumhed står for fald.
Vi skar i øvrigt også ned og ville nøjes med én moder-and – at spise sig igennem 24 andestege om året er måske lidt vel rigeligt…
Dér stod vi så med én ensom and, som af sig selv smuttede ind til mine høns sidste vinter og levede hyggeligt og godt derinde – og begyndte at lægge æg i redekassen.
Ny andrik blev fremskaffet.
Sikke en ballade.
Vi havde fået ham stækket, så han ikke kunne flyve sin vej, men gasen kunne ikke døje ham og mobbede ham på det grusomste. Og så var andrikken pludselig væk efter bare et par dage på Klinthøj.
Jeg ledte og søgte, oppe, nede, her og dér og ringede til naboerne.
Og endelig sagde min ene nabo, at han havde set en and efter min beskrivelse gå ca. 3 kilometer fra hvor vi bor, på vej mod Nylars – til fods.
Jeg startede bilen – og fandt ham ved et tilfælde. Han sad ved en lille ådal. Efter den mest hæsblæsende jagt i slow-motion ind og ud af diverse tjørnekrat og ned i åen fik vi indfanget ham i et net – han kunne have check på to grene og et net vi viftede foran ham, men tre grene og et net forvirrede ham.
Han kom hjem og boede i en uge sammen med anden og hønsene i hønsehuset. Så lukkede vi op – men der skulle gå endnu en uge, førend han vovede sig ud i det fri!
Og nu er vi fremme ved denne sommer og en opdagelse, jeg har gjort.
Længe har jeg ment, at gæssene ikke kunne døje ænderne og jagtede dem, men i år, med bare én and og et yndigt kuld ællinger – 12 som sædvanlig – lagde jeg mærke til, hvordan det hang sammen med gæssenes interesse.
Mine to gæs elsker ællingerne.
De forsøger ved enhver given lejlighed at hugge dem fra deres mor og gå og nusle om dem. Jeg har en lille dam, og én dag havde den ene gås bortført tre-fire ællinger og stod og betragtede deres yndige svømmen rundt med stolt modermine og hovedet på skrå.
Anden kaldte naturligvis forvirret på alle sine børn.
Men nu har hun lært det og opdaget fordelene ved at have en ”dagplejemor”. Hele dagen kan jeg nu se flokken vandre på marken og i haven, og altid har vi mutter and forrest, halen af ællinger bagefter og den ene eller begge gæs, der danner opmærksom bagtrop. Og gasen – den kære Morten II? Jamen han vogter stolt hele redeligheden!
Sidste år så Henrik en musvåge forsøge at slå ned over flokken af ænder og ællinger, og da lettede gasen og jog musvågen væk. Sådan.
Da én ælling forleden blev borte fra flokken, blev den ledt hen til et sikkert sted af sine tre store ”bodyguards”, og senere blev hele familien lykkeligt genforenet.
Naturen er forunderlig.
Gæs er verdens bedste vagthunde – man siger jo, at whiskydestillerierne i Skotland har gæs som vagtdyr. Det forstår jeg godt.
Om natten går mine ænder ind, dér kan gæssene ikke følge dem, for det er inde på min gårdsplads der er spærret af, fordi gæs som sagt er en anelse utætte. Hvis jeg ikke slukker alt lys ude, står de og jamrer og kalder på de kære små ællinger hele natten. Og gæs er ikke just tyste…
Og andrikken?
Jamen han er en glimrende far, når han ellers kan få lov til det for gasen. Det er OK at besvangre fruen – men pasningen i det daglige, det er et job for gæs….
Almindelige gæs? Almindelige ænder?
Det tror jeg ikke.
(Bragt i Bornholms Tidende 22/10 2005)