af Jeanne Cordua

Sigrid var gået lidt udenfor for at trække vejret. Den iskolde blæst gjorde hende godt, hun var varm, klistret og svedig efter den lange morgens hårde og forfærdelige arbejde. Hun kiggede på sine hænder og sit forklæde, alting var sølet til af ridderens blod. Inde lagde mor Helga de sidste, kølige forbindinger på de sårede. De havde fået grødomslag af kulsukkerrod til at lukke sårene. På den lyshårede ridders bryst havde hun lagt masser af våde klude, og så snart hans vabler faldt, skulle han have alt det døde kød fjernet. Johan lå med sit syge ben på en pude, onkel Svend havde slidt med at lave en fin sammensyning af såret, og alle regnede med, at det nok skulle holde. Mor Helga havde vasket grundigt med afkog af katost og pilebark, alt snavs var pillet ud, og nu kunne han bare håbe, at betændelsen ikke ville gå i såret. Pilespidsen var fjernet; men da far trak den ud, var Sigrid ved at få kvalme.

KAPITEL 1.

Sigrid Gudmundsdatter bøjede sig ned for at samle et æg op, hun havde tabt 
ud af sin kurv, da en lyd fangede hendes øre.
Omgående rettede hun sig op og kiggede ud over den lave ydermur til Lille-
borg, kongens tilflugtsborg på midten af Bornholm. Her, hvor hun stod nær stalden og hønsehuset, forstyrrede larmen inde fra borggården hende ikke så meget, og hun satte hånden bag øret for at opfange den samme lyd igen. Det var mærkeligt… For et øjeblik siden kunne hun have svoret, at hun hørte stemmer og hestetramp i blødt græs, nu var der ingenting.
Hmm… dér lå ægget, og det var smadret. Det var der jo ikke noget at gøre 
ved. De æg, hun havde samlet, skulle kvinderne have inde i stenhuset. Det var 
kedeligt at være heroppe på kongens borg, men far og onkel Svend sagde, det var bedre at være i sikkerhed for kvinder og børn inde midt på øen. Nok havde de den nybyggede stenkirke nede hos dem selv, Sct. Nikolaus’, og alle sagde den var bygget for at sikre folk og fæ et tilflugtssted; men far var ikke glad for den, og venderne sejlede meget tæt på øen nu for tiden. Og det var netop venderne, som alle var bange for her i foråret 1259. Rygterne havde svirret i den senere tid, man talte om ærkebispen i Lund, om kirken og kongen der var oppe at slås, og mange havde hvisket om venderne, der havde valgt biskoppens parti. Men om der var noget om snakken, vidste ingen, og derfor havde Gudmund Tormodssøn, Sigrids far, sendt sin kone og sine børn så langt væk fra deres egen kirke som muligt. Den var ellers bygget solidt med tykke mure, der skulle kunne holde fjenderne ude. Men hvem vidste på hvis side præsten var – og sæt ingen fik lov til at komme indenfor i kirkens sikkerhed, når det virkelig gjaldt? Så var det bedre at tro på den danske konge, han 
havde endnu ikke svigtet folk på Bornholm, selv om øen lå meget langt fra resten af Danmark. Nej, tænkte hun – nu havde de været her i snart en uge. Hvis der stadig ikke var fare på færde i morgen, kunne de måske tage hjem igen, det sagde mor selv. Det hele var nok bare rygter.

Men nu kom lyden igen, og Sigrids mave knugede sig sammen i angst. Hvad 
var det dog?
Da så hun dem. Mellem de høje enebærbuske dér, med solen i ryggen, kom 
en række ryttere på geled. Hestenes hove raslede sagte i den tørre lyng, derfor 
havde hun ikke hørt dem så tydeligt. Men de havde da ikke den danske konges 
korstegn på brystet? Hvorfor kom de snigende på den måde? Det var da ikke venderne, vel? Ikke dem, helt heroppe? Så kom de alligevel? Hun dukkede sig uvilkårligt, så de ikke skulle få øje på hende, og forsigtigt satte hun æggekurven fra sig. 
De kom nærmere. Det lød som om de talte lavmælt med hinanden i et sprog, 
Sigrid ikke forstod, og så samlede de sig på én række og vendte front mod borgen. 
Skulle de til at angribe nu? Hendes hjerte bankede heftigt, nu måtte hun hellere se at komme ind i stenhuset til sin mor og de små tvillingbrødre på fem år. Her var hun for udsat…
I det samme skete der to ting. En gammel mand fik øje på hende og råbte: 
“Skynd dig, pigebarn! Ind med dig, vi bliver angrebet!” Hun rejste sig – og så lød der en hvislen i luften. Sigrid kiggede op og stivnede. Pile, brændende pile blev skudt ind over borgen, det var som et regnvejr af ild… Hun lod æggekurv være æggekurv og løb om bag hønsehuset, den gamle mand blev ramt i halsen og faldt om, en flammende pil ramte kostaldens stråtag og taget brød i brand, køerne derinde brølede højt og rev sig løs – et øjeblik efter tordnede de forbi hende så jorden gungrede, høns flagrede om ørerne på hende, får brægede, grise hvinede – folk skreg.
Og Sigrid skreg selv. For nu red de vendiske ryttere ud i søen, deres heste 
trampede plaskende gennem det alt for lave vand her efter det tørre forår, hun så mændenes grådige, vilde blikke – og nu kom de op over bakken, nu…
Så sprang hun. I hvad der føltes som én eneste lang, glidende bevægelse 
nåede hun muren på dens laveste sted, hun fik kantet sig op over – så hang hendes skørter i, og hun hev og flåede febrilsk i dem. Endelig! En lang flænge i skørtet, og så var hun fri… Hurtigt lod hun sig trille ned ad skrænten på den side, der vendte bort fra venderne, gudskelov de kun kom fra én side – og mens hun rullede i sikkerhed, rev brombærranker rifter i hendes ansigt, tidsler og brændenælder brændte hendes bare arme og hænder, og sten slog hende i ryggen. Men hun var fri – hurtigt ind mellem de høje siv dér, plaske ud i vandet… og væk.
Sigrid stønnede højt. Hun så tilbage mod borgen, der tronede højt oppe over 
hende. Mor! Tvillingerne! Hvor var de? Så fik hun øje på andre kvinder og børn, der havde nået at at slippe væk ligesom hende. Og dér var mor jo – og de små! Men de så hende ikke, de havde for travlt med at skynde sig i den modsatte retning af hendes skjulested, ind i den tætte underskov nedenfor den høje bakke, dér hvor de unge egetræer stod. Enkelte pile blev skudt efter dem, men ingen ramte.
Hun sukkede. Så var det bare op til hende selv at komme afsted, hun ville 
ikke kunne få hjælp fra nogen andre. Men her, hvor hun stod, måtte hun vente, til det blev mørkt – hun var for synlig oppe fra borgens sydside, og desuden kunne hun høre flere ryttere plaske gennem vandet. Hun dukkede sig og klemte sig dybere ind mellem sivene.

Timerne gik. Hun mærkede det kolde vand trække ind i sine skørter, de blev 
tunge og våde, og efterhånden blev hun gennemkold. Men hun turde ikke røre sig, kun vente, og som hun stod dér, ensom og bange mellem de svajende, knitrende siv, så hun borgen brænde ned. Hun overværede, hvordan venderkrigerne langsomt nedslagtede hver eneste bornholmer, de fandt – og hun lukkede øjnene og holdt sig for ørerne, dengang de fandt en ung pige og voldtog hende. Sigrid hørte det ikke selv, men hun hulkede højt, og tårer strimede hendes snavsede kinder.
Endelig, da røgen bølgede over Almindingen, kom han selv. Venderfyrsten, 
med had i de stolte øjne og en brynje, der skinnede ildevarslende i ildskæret. Nu løb hans mænd hen til ham og råbte ophidset: “Jaromar! Jaromar!”
Så dét var ham. Ham havde Sigrid hørt fortælle om, den mest frygtede af 
vendernes fyrster. Måske havde kirken trods alt været bedre? Men far havde jo netop haft en mistanke til præsten og munken og… Nej, hun forstod ikke noget mere, men da hun i fyrstens følge så munke i grå kutter og præster, der gik triumferende gennem ruindyngerne, vidste hun far havde haft ret. Hvad man skulle tænke og tro, det var der ingen, der var sikre på. Kristus var fredens fyrste, sagde man altid, hvorfor så al denne krig? Stormænds verden var svær at forstå, og småfolk og bønder kom næsten altid i klemme i stridighederne. Thor og Odin var Satans håndlangere, sagde præsten, det var totalt forbudt at bede til dem. Men Sigrid vidste, at i hendes familie ville man ikke give sig så let, og far Gudmund blotede da også lidt i hemmlighed hver midsommeraften. Mor Helga kunne mange nyttige ting med urter, og hun havde helbredt mange naboer og gode venner. Men i kirken sagde man, det også var ugudeligt. Nej, Sigrid orkede ikke at prøve på at forstå det altsammen. Hun var alt for træt.

Endelig blev det helt mørkt. Og i ly af røgen, der forenede sig med tågerne 
over søen, lykkedes det Sigrid at snige sig langs bredden, indtil hun kom til det lave sted, der lå nærmest stien op til Rytterkul.
Hun masede sig op ad de stejle klipper, våd, sulten og rystende efter rædslerne, hun havde set. Mor… mor… hun måtte finde hende, finde hjem og tryghed og far og onkel Svend – alle de ting, der betød mest for hende i denne verden. Men stod gården nede i Nylars sogn mon overhovedet hel tilbage? Betød vendernes hærgen denne nat ulykke for alle? Eller var det bare fordi den danske konge ikke ville overgive sig i kongestriden dérovre på Sjælland, at ærkebispen nu havde sammensvoret sig med den lede Jaromar? Hvor var der meget, hun måtte spørge far om, når (hvis? Nej, aldrig hvis – det måtte og skulle være når) hun så ham igen.
Hun småløb foroverbøjet op ad den stejle bakke, sprang fra træ til træ og fra 
busk til busk for at finde skjul, og endelig nåede hun op på toppen, op til den gamle offerplads. Længere henne var offerstyrtet, men dérhen havde hun ikke lyst at gå – der var for uhyggeligt i denne nat. Et enkelt gammelt, indtørret hestehovede hang endnu på en stage her på pladsen, tænk engang at nogen havde turdet…
Så fik hun øje på en skikkelse under det ældgamle, krogede egetræ – og to 
små bylter dér i skyggen.
“Mor!” skreg Sigrid. “Er det virkelig dig?”
Det var det. Mor Helga greb sin datter i favnen, da hun faldt omkuld, og hun 
trøstede hende, imens hun selv græd. “Hellige Odin, Alfader, hør min bøn,” bad hun hulkende. “Den vendiske djævel og alt hans pak – tag dem og send Tyr efter dem. Vi har tålt nok her – hvor er den hellige Hvide Krist og hans helgener, når vi skal bruge dem? Gode Jomfru Maria, beskyt vores børn, beskyt vores jord, hvem skal vi tro på? Hvem beskytter os i denne nat?” Og hun kiggede på Sigrid, der havde slået øjnene op. “Så du også munkene?” spurgte hun forsigtigt.
Sigrid nikkede. “Vi har meget, vi skal snakke med far om, når vi kommer hjem 
engang, tror du ikke?” 
Mor Helga nikkede. “Og vi skal se at komme hjem så hurtigt som muligt. Far 
havde ret, men hvem kunne have forudset det her? Nu har vi de små at passe på, og det kommer til at tage os hele natten at komme hjem. Hvis du tager Asker, så tager jeg Ulf.” Hun smilede opmuntrende til sin datter. “Du er min store, tapre pige, du giver ikke op så let. Sammen skal vi nok klare det, bare vent.”
Som sagt, så gjort. Og mens månen langsomt steg op over Rytterkul og lagde 
sit blege skin over Sydbornholm, påbegyndte de to kvinder deres vandring mod hjemmet. Enkelte steder kunne de se ildskær og røgfaner stige op fra brande, men heldigvis kunne de ikke skimte noget i retning af deres gård nede i Nylars. Og langsomt tændtes håbet om at finde deres hjem og resten af deres familie uskadte.