Søjler og djævle

Går man ind i de bornholmske rundkirker, opdager man hurtigt, at de absolut ikke ligner rundkirkerne i resten af Danmark.

Hvor kirken i Thorsager f.eks har fire søjler ude i siderne (se nedenstående billede) ser vi i de bornholmske rundkirker altid en enkelt, rund midtersøjle.

Dette billede viser midtersøjlen i Nylars rundkirke.

(Billedet er fra familien Skovgaards side i Geocaching)


Der er mange detaljer ved Bornholms rundkirker, som kan sætte gang i fantasien.

Som vi ser på søjlen herover, afbilder den en del af skabelsen af Adam og Eva.

Her er et par af mine egne fotos:

Det er ganske interessant, især også kontrasterne mellem mørke og lys, godt og ondt (se de rød-hvide opdelinger af æbler og slangen) – men det bliver tankevækkende, hvis man drager en linie på et landkort mellem Nylars kirke i syd og Østerlars kirke i nordøst.

I Østerlars kirke finder vi nemlig på den nordre del af søjlen en fantastisk afbildning af Dommedag – her er de bedste billeder at se på flg. link (her kan søges på Østerlars kirke – og samtidig kan man kigge på kalkmalerier fra andre kirker, ganske spændende):

Skabelse på den ene side af øen – Dommedag på den anden. Og forlænger man denne linie nord om Østerlars, kommer man til Ertholmene, og dér findes et skær ved Christiansø, der kaldes Verdens Ende.  (Navnet er dog sikkert af nyere dato).

Og nu til djævlene – både de store og de små.

Middelalderens kalkmalerier udtrykte sig altid meget grafisk og “tegneserieagtigt” for kirkegængerne, der jo som regel hverken kunne læse eller forstå de katolske messers latin. Man måtte studere kirkens opbyggelige billeder.

Igen begynder vi med dommedagscenen fra Østerlars, hvor den Onde Selv sidder og “letter sig” ned over de fordømte – det svedne grin og det detaljerede ansigt antyder måske en lokal stormand, der skulle drilles?

Forøvrigt er de smådjævle, der skubber de fordømte ned i helvedesgabet under ham, ganske fornøjelige – de har nemlig både ansigt for og bag!

Men en anden djævel finder vi i Pouls kirke – se også menupunktet Pouls kirke – det glemte mysterium.

Ved opstandelsesscenen træder Kristus et djævlehoved under fode, her er en detalje.

Hvad vil jeg så med alle de djævle? De er en naturlig del af kristendommens billedverden, selvfølgelig – men læs også under menupunktet Hoveder på kirkerne – der kan være mere i det end som så.

Og i den lille kirke i Rennes-le-Château i Frankrig har djævelen en prominent plads ved indgangen til kirken – iflg. Henry Lincoln er han Asmodæus / Rex Mundi (verdens hersker) og peger mod et stort mysterium. Se lidt om teorierne her. Jeg skal ikke sige, hvad der er op og ned i alt dette, men læs selv…

Jeg tror ikke, de bornholmske smådjævle peger mod nogle mysterier som sådan, men jeg ville gerne vise dem frem som små kuriositeter. Man kan altid gå på opdagelse og finde mere selv.

God fornøjelse!