af Jeanne Cordua

Bornholm har som bekendt 4 rundkirker – se nedenfor:

De er smukke og anderledes, men hvad har dog bevæget bornholmerne til at bygge disse sælsomme kirker?

At de alle er bygget mellem 1150 og ca. 1250 er utvivlsomt. Vi må heller ikke glemme, at rundkirkerne ikke er de eneste bornholmske kirker – der blev faktisk bygget 15 kirker på øen i dette tidsrum. Alle er særdeles massivt bygget, alle står ca. 1 times gang fra havet. Hvorfor?

Den tidlige middelalder var ikke just en fredelig periode. Sørøvere fra Kurland angreb Østersøens kyster, og i Danmark førte striden mellem kirke og konge endelig til kong Valdemar den Stores sejr på Grathe Hede og hans deraf følgende enekongedømme. Kongedømmet var helligt og indstiftet af Gud, og kirken måtte bøje sig for dette. Det var også tiden for de store kirkebyggerier, og da man var praktisk anlagt, blev kirkerne samtidigt også gjort til fæstningsværker. I middelalderen så rundkirkerne i øvrigt ikke ud, som de gør i dag – man skal forestille sig dem med et fladt tag med en art vægtergang øverst, hvor vagterne kunne holde øje med eventuelle fjender – eller måske korstogsskibe, der kom ind for at tage forsyninger ombord!

Men det var også tiden for korstogene mod øst. Bornholm lå ganske praktisk på korstogsvejen mod Estland og Letland, og øen kunne bruges som “stoppested” – her kunne tages forsyninger ind. Derfor blev kirkerne også anlagt som magasinbygninger, og i de traditionelle kirkers tårne og i rundkirkernes øvre stokværk kunne opbevares mangt og meget bag de metertykke mure, der samtidig kunne fungere som kølerum. Vi kender jo også alle korstogene fra vores eget Dannebrog, der som bekendt faldt fra himlen under slaget ved Lyndanisse (senereTallin) i Estland den 15. juni 1219. En typisk korsfarerfane i øvrigt – hvis man ser på malteserriddernes fane, er den meget lig Dannebrog. Tankevækkende…

Nyere forskning omkring vores store borgruin, Hammershus, har under de senere års restaureringer rykket alderen for borgen tilbage ca. 50 år til slutningen af 1100-tallet – starten af 1200-tallet, og dette sætter borgen i et nyt og interessant lys, nemlig som et sted, der havde forbindelse til korstogene – og Hammershus ligger også strategisk godt for overvågning af det smalle stræde mellem Bornholm og Skåne (der jo også dengang var dansk). På det tidspunkt havde Svend Grathe (som var konge over Østdanmark) allerede “solgt” 3/4 dele af øen til ærkebispen i Lund, der således sad inde med magten på Bornholm.

Og det er netop korstogstiden, der måske kan give en ekstra forklaring på de runde kirkers form. Nok kan man sige, at en rund kirke har ingen hjørner – og derfor let at forsvare – man sagde også, at Fanden kunne ikke gemme sig i hjørnerne – men hvad så med de traditionelle kirker? Måske er endnu en teori værd at nævne her. Korstogstidens nok berømteste riddere var tempelherrerne og lignende broderordener (f.eks. malteserridderne, sværdridderne og de tyske riddere), og disse ridderordner var meget esoterisk orienterede. Man så en rund kirke som udtryk for det guddommeliges fuldkommenhed, man så endvidere de runde kirker som en slags påmindelse om kirken på Tempelbjerget i Jerusalem – vore dages Al Aqsa moské, selv om den godt nok er ottekantet.

Aristoteles sagde også: En cirkel er evigheden, evigheden er en cirkel.

Og endelig kan der jo have været stormænd fra Danmark og Bornholm, der havde været på pilgrimsfærd til det Hellige Land og fået inspiration til at lade bygmestrene lave noget lignende her?

Rundkirkernes placering er også emnet for mange teorier, bl.a. om den hellige geometri. Her kan jeg bl.a. anbefale Erling Haagensens hjemmeside.

Tilknyttet tempelherrernes traditioner findes også sagnet om den hellige gral. I Ny Kirke er den afbildet på nordsiden med blodet flydende ud fra halsen af Gudslammet:

Erling Haagensen omtaler også Nylars kirke som “skattekirken”, stedet hvor man muligvis opbevarede kostbarheder, penge og våben erobret under korstogene – eller til betaling for korsridderne.

Jeg har selv forsket en del i dette emne de sidste par år, og en broderorden til Tempelherrerne, de Teutonske riddere, var stiftet efter de samme ordensregler og arbejdede især i Østersøen – deres ordens opgave var under korstogene at beskytte de tyske riddere. Bornholm havde i hele middelalderen en nær forbindelse med hansestæderne, især Lübeck, så tanken er nærliggende.

Én ting kan dog ses overalt i Europa: Hvor der er runde kirker (f.eks. Temple Church i London) har der som regel været en forbindelse til korstog.

Se venligst dette link:

Vi har jo også tre andre rundkirker i Danmark. Byggestilen er dog anderledes – bl.a. er der fire understøttende søjler i stedet for én midterpille som på Bornholm. Jeg har taget dette billede af Bjernede kirke ved Sorø:

Læs mere her om kirken…

Desuden har vi Horne kirke på Fyn. Læs mere…

Og endelig har jeg været i Jylland og taget dette billede af Thorsager kirke på Djursland.

Læs mere…

Mindre kendt er det måske, at der faktisk er flere rundkirker i Sverige. Læs her om Hagby kirke i Småland og se billeder! Ligheden er ganske stor med de bornholmske kirker.

se dette link:

Se også Voxtorp kirke nær Kalmar her.

Der er desuden en meget typisk “bornholmsk” rundkirke, nu indbygget i en større kirke i Valleberga, Skåne (ikke langt fra Ystad). Man kan finde en del materiale om kirken på nettet, men ingen fotos. Jeg har dog taget disse:

De bornholmske rundkirker er fyldt med mærkelige, hedenske symboler.

Ældgamle symboler

Ols kirke er viet til sankt Olaf – som Erik Kjærsgaard i sin Danmarkshistorie viser, ud over den historiske person, kan være en kristen efterligning af den gamle asagud Thor – hans symboler var netop en økse (på afbildninger ligner den betænkeligt en Torshammer!) – og på våbenhuset ser man ham afbildet med en stav eller økse, trædende på en slange (Midgårdsormen).

Staven eller øksen var mange gange symbol for verdensaksen, altså Nordpolen, hvorom hele stjernehimlen drejer sig. Det er derfor også tankevækkende, at vi netop i Ols kirke finder Sankt Olaf med staven i nord (træfigur er dog af nyere dato), samt at der inde i kirken er en mærkelig lille mand på et kalkmaleri. Han har hundehoved, han er omgivet af stjerner, og han holder en slange i sin hånd! Hvem var han? Måske dødsguden Anubis fra den ægyptiske mytologi? Vi må heller ikke glemme, når vi ser på stjernehimlen, at der kan være tale om Sirius, “hundestjernen” i stjernebilledet Store Hund. Samtidig er selve midtersøjlen i kirken faktisk “stammen” på et stort træ, hvis man kigger nærmere på kalkmalerierne i loftet, der er udformet som grene i en stor trækrone. De tomme felter har muligvis været andre stjernebilleder, ligeså de runde buer langs kirkens indvendige loft – men da intet er bevaret i disse felter, må det være gætterier fra min side.

Tempelherrerne var berejste – og de viseste af dem var indviet i antikkens mysterier og Mellemøstens tro. Se billederne her:

Husk imidlertid, at for tempelherrerne, gnostikerne og katharerne var slangen ikke ond, den var symbol på visdommen! Her var især tale om slangen, der bider sig selv i halen (ouroboros) – også et symbol for evigheden. Samtidig er Midgårdsormen, slangen der holder verden i sit greb, også et symbol på dyrekredsen.

Læs videre om mærkelige hoveder – vælg underpunktet i menuen til venstre. 

Der var også anden interessant symbolik – læs om søjler og djævle, skabelse og dommedag i menuen til venstre.