af Jeanne Cordua

Mads kiggede forsigtigt ind ad vinduet, helt nede i hjørnet, hvor ingen tænkte på at kigge efter. Ganske rigtigt, dér sad de, midt imellem brændevinsdunke og sjatter, der flød på gulv og borde. Han kunne også se ituslåede møbler og andet husgeråd, og én af rytterne havde Peder Jensens pige på skødet. Hun værgede for sig, men mest på skrømt, og såvidt Mads kunne se, var rytteren godt ifærd med at befri hende for diverse klædningstykker. Hun hvinede højt, og i det samme prikkede én Mads på skulderen. Han skyndte sig at dukke sig ned og vendte sig om. “Hvem leder du efter?” spurgte den mand, der havde prikket ham.

KAPITEL 1.

Stina tørrede hænderne i forklædet og fulgte efter Mads ud til vognen, der 
stod foran døren. Hesten vendte sig om og prustede mod ham, da han satte den tunge sæk fra sig og kiggede op på ladet.

“Er det virkelig nødvendigt, alt det dér?” spurgte hun bekymret og så på ham.

Han nikkede. “Jeg har lovet præsten at gemme kirkesølvet og alt hans arvegods i skoven, inden rytterne kommer,” svarede han og›sukkede. “Tænk engang, nu er vi danske… og så får vi sådan en kommandant…”

“Guvernør,” rettede Stina ham. “Han vil kaldes guvernør, den nye Fuchs. Hvad var det du sagde, hans navn betød?”

“Ræv.” Mads knyttede hænderne. “Det er tysk for ræv, siger præsten, og tysk har jeg hørt han er og en snu ræv er han ihvertfald. Han sidder deroppe i sin hule på slottet, og ingen er sikre for hans ryttere, ingen!”

I det samme kom Poul Ancher, præsten i Hasle, ud til dem.

“Stå nu ikke dér og snak,” bad han. “Jeg vil godt have mine sager i sikkerhed, Mads. Stina, du må hellere gå ind og se til maden, den skulle nødigt brænde på.”

Hun nikkede og smilede til Mads, inden hun vendte sig og gik ind›igen. Nu, da Niels Gumløs var blevet landskaptajn sammen med Jens Kofoed efter befrielsen af Bornholm i 1658 og de begge var flyttet væk fra Hasle, havde præsten taget hende til sig i sin egen husholdning. At de unge mennesker så også var rigtigt gode 
venner, passede ham udmærket. Mads, som nu gik i sit attende år, var en god og flittig karl, og i sit stille sind kunne han godt håbe, at de to måske en dag… nå, men det var der forhåbentlig længe til. Hverdagen bød på mere presserende problemer.

Poul Ancher gik hen og lagde bedrøvet en hånd på vognlæsset. “Det her skete alligevel ikke i svenskens tid,” sagde han. “Men nu, da vi er blevet danske igen – ja, vi har ligefrem GIVET os selv tilbage til dem, hvad er så takken? Adolf Fuchs, en røver og bandit, der bare vil suge vores sidste dråbe blod!”

Mads nikkede og klatrede op på agestolen. “Jeg kører nu,” sagde han, “og jeg ved, hvor jeg skal hen.”

“Godt, og skynd dig,” smilede Poul Ancher. “Måske er der andre, vi kan hjælpe, kom hurtigt hjem!”

Snart var vognen på vej nordud af Hasle, for intetanende at se lignede det en tungt lastet bøndervogn på vej til Hammershus med› skatter eller forsyninger i sommeren 1660, men denne›vogn havde et andet ærinde. Hjulsporet nordpå var dybt og fastkørt, det var ingen sag for Mads at lade hesten finde vej og selv sidde og filosofere. En anden vogn, der nu kørte tom på tilbagevejen, kom imod ham ved nedkørslen til Helligpeder, han fløjtede ved sig selv og vinkede til kusken, da han passerede ham.

Endelig nåede han sit bestemmelsessted. En lille, snoet sti›drejede ned mod Ringebakkerne, og Mads kiggede sig godt for til begge sider, inden han gav hesten tegn. Så forlod han stien og kørte op i lyngen, så der ikke blev spor. Han følte en gysen i rygraden, indtil han var vel forsvundet bag et højt enekrat – tænk,hvis nogen havde set ham her! Det havde ikke været let at forklare…

En ræv forfulgte en hare tværs over lyngen foran ham. “Nå, selv her er der ræve,” tænkte han muntert ved sig selv, men denne her›behøvede han vist ikke at frygte. Det var ingen Fuchs, ingen ræv fra Hammershus. Han kiggede sig omkring. Der var tørt, lyngen knitrede om hestens hove, her nede mellem bakkerne stod luften helt stille i den varme julidis. Enebærbuskene stod ranke og duftende omkring ham, han trak vejret dybt og skottede bagud mod sit læs. Déromme lå alle de ting, som præsten, borgmesteren Peder Olsen og andre Hasleboer gerne så i sikkerhed for tyrannen på slottet og hans mænd, og nu skulle han bare finde det gemmested, der var aftalt.

Nå, dér var stien. Han standsede hesten og sprang ned. Han bandt den til et træ, og hesten begyndte omgående at nippe i det stive, tørre græs. Så gik Mads om til vognen og tog den første sæk ned. Det raslede og klirrede i den, det var alt præstens sølvtøj. Han tog sækken på nakken og gik hurtigt ned ad stien, der førte til en dam, omgivet af høje klipper. Lidt henne mod øst fandt han den hule i klippen, han ledte efter, så baksede han sækken ind og skyndte sig op igen.

Til sidst, efter adskillige ture frem og tilbage, var Mads færdig. Han dækkede indgangen til hulen med grene og lyng, så kiggede han efter, at han ikke havde sat spor. Forpustet og svedig skyndte han›sig op til hesten, der småvrinskede imod ham, da han kom frem mellem›enebærbuskene.

“Ja, du er tørstig, det forstår jeg godt,” sagde Mads og løsnede tømmen. Han klatrede op på vognen og kørte frem. Hov, hvad var det dernede i hjulsporet?

En vogn kom kørende i rasende fart fra syd. Omgående sprang Mads ned af agestolen og smed sig i lyngen. Han kiggede op og så en høj, mager mand piske på sine heste – han var i uniform, og på vognen bag ham sad en velklædt kvinde og klamrede sig til vognens kanter. En temmelig svær mand sad ved hendes side, og bag dem var en tredje mand, der havde lagt sig ind over en samling tasker og kasser, der skumplede rundt bagest i vognen. Idet de passerede forbi stien ned til Mads’ gemmested, så Mads en lille genstand glimte, da den fløj væk fra vognen.

Et øjeblik senere var vognen væk i en støvsky. Mads førte hesten ned til hjulsporet igen. Han tog tømmerne og gik forsigtigt fremad og kiggede ned i jorden. Nå, dér var tingen! Han samlede den op – det var en fornem broche i guld med indlagte stene, og bagpå var indgraveret et L.C. Han puttede den i lommen og kravlede op på vognen.
Hvem var de mennesker? Resten af vejen til Hasle sad han i dybe tanker, og først da han holdt lige foran præstegården, fik han øje på Stina, der kom løbende mod ham.

“Kom, skynd dig!” råbte hun af sine lungers fulde kraft. “Rytterne er kommet – de er inde hos Moer Anna!”